Diskriminerende menighedsråd i Nykøbing Sjælland

“Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører” skriver Paulus i Bibelen. Tiden er allerede kommet i Nykøbing Sjælland.
Af Michael Lerche Nygaard, sognepræst i Kristkirken i Kolding
Udgivet på Kristendom.dk 25.10.11

Et menighedsråd i Nykøbing Sj. Kirke afviser på forhånd ansøgere til en præstestilling, hvis ikke de er villige til at vie fraskilte eller velsigne homoseksuelle, oplyser Kristeligt Dagblad. Men er det i orden at fravælge præster, der ikke vil vie fraskilte eller velsigne homoseksuelle – eller går det ud over rummeligheden i kirken? Og hvad er i det hele taget de vigtigste kriterier for at vælge en præst?Kristendom.dk har spurgt sognepræst i Kristkirken i Kolding Michael Lerche Nygaard:
Præster bør ikke ansættes efter smag og behag, men ud fra Bibelen og de lutherske skrifter. Som sognepræst forpligtes man på Bibelen og folkekirkens bekendelsesskrifter, som nævnt i præsteløftet. Menighedsrådets opgave må være, ud fra sit kendskab til lokalmenighedens liv og sognets særlige forhold, at gå efter den ansøger, der bedst kan sætte disse værdier i omløb, på en måde som matcher stedets behov.
Bibelen forbyder homoseksuelt samliv
Men denne stillingsannonce udtrykker et andet normsæt. For der er hverken bibelsteder eller bekendelsesskrifter, der taler for vielse af fraskilte i enhver situation eller velsignelse af homoseksuelle parforhold.

Førstnævnte emne har der altid været to syn på sideløbende, dels et konsekvent nej, dels et ja i visse situationer. Homovelsignelserne har kirken aldrig indladt sig på, fordi klare bibeltekster i begge bibeldele direkte forbyder homoseksuelt samliv. Derfor er ingen af kravene berettigede, set i lyset af kirkens grundbog og de lutherske skrifter.


Menighedsrådet afviser “den sunde lære”

Ansættelsesmæssigt er annoncen naturligvis diskriminerende, og det er slemt nok. Men hvad værre er, beskrives tendensen faktisk i Det Nye Testamente: “Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører” (2. Timotheusbrev kapitel 4, vers 3).
Jeg kan ikke se andet end, at stillingsannoncen er et symptom på en tid, hvor man tillader sig at definere kristendom efter smag og behag, fremfor at formidle det gamle budskab i en nutidig form.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights