Gå til indhold
Det er faktisk mit drømmejob

Det er faktisk mit drømmejob

Preben Moeslund Højgaard er ny præst i Kirken ved Tange Sø.

Kirken ved Tange Sø i Ans har netop ansat Preben Moeslund Højgaard som præst i en stilling på 30 procent.

Fire ansøgere havde lagt billet ind på stillingen, men valget faldt på 38-årige Preben Højgaard, som siden efteråret har haft flere gudstjenester i kirken. Både Preben, hustruen Stine og deres to døtre har de seneste år været en del af menigheden.

”Vi valgte alligevel at tage tre til samtale, men vi mener, at Preben er det bedste match for os. Vi ved, at både han og Stine har lyst til at være præstefamilie, og det betyder noget for dem at være en del af Kirken ved Tange Sø,” siger Jan Torp Kristensen, der er formand for menighedsrådet.

Preben Højgaard glæder sig da også til at være præst for menigheden, og han er især glad for, at man i Kirken ved Tange Sø har indrettet sig sådan, at præsten først og fremmest skal løfte præsteopgaver som forkyndelse og samtaler, mens andre ledelsesopgaver ligger hos bestyrelsen og ældsterådet.

”Jeg glæder mig til at vandre sammen med dem. Det er noget af det, jeg brænder for. At være med i det lange løb gennem både sorger og glæder og se, hvordan Gud virker i os. Udover samtaler med skriftemål og sjælesorg, så lægger jeg også vægt på at formidle Guds ord ærligt, og jeg vil også gerne gå i dybden med det, så man kan forstå det i forhold til sit liv, som det former sig i hverdagen,” fortæller Preben Højgaard.

Bevidst valg

Kirkens nye præstefamilie har de seneste godt 3,5 år boet sammen med Stines forældre på deres gård  2,5 km uden for Ans. De yngre generationer bor i den ene længe, og bofællesskabet er til stor glæde for alle generationer.

Preben Højgaard er cand.theol. og har tidligere arbejdet som præst i bl.a. Odder Frimenighed. Men det er helt bevidst, at han og Stine Højgaard har valgt det landlige liv, hvor han nu er handicaphjælper med en god del fritid. Et job han fortsat vil kombinere med deltidsstillingen som præst.

”Som familie besluttede vi at lægge vores liv om, så vi havde tid og ikke skulle stresse af sted. Det er der ingen af os, der vil. Den seneste tid har vi bedt om, at der var noget, vi kunne engagere os mere i, og så kom stillingen som præst. Det er faktisk et drømmejob,” siger Preben Højgaard.

Preben Højgaard bliver indsat i embedet ved en gudstjeneste søndag den 9. august kl. 10.30.

OM KIRKEN VED TANGE SØ

  • Kirken ved Tange Sø er dannet af mennesker på tværs af ELM, IM og LM, og menigheden er i høj grad et Kirkefælleskab med stort K.
  • Kirken blev dannet for seks år siden, og nu samler den mellem 65 og 80 deltagere til gudstjeneste. Heraf er en god del unge familier med børn.
  • Kirken holder gudstjeneste i Ans Missionshus.