Gå til indhold
Debat om klassisk kristendom

Debat om klassisk kristendom

Der er et skel mellem dem der tror ligefrem på den håndgribelige realitet af de bibelske begivenheder og dem der hævder at den historiske fakticitet ikke er vigtig

Anders Klostergaard Petersens skriver i en kronik i Kristeligt Dagblad den 11. september om klassisk bibelsk kristendom og kalder det et fatamorgana. Tirsdag d. 27. september har formand for ELN, sognepræst Henrik Højlund et svar til ham i Kristeligt Dagblad, som vi bringer her.

“Kan man svare på Anders Klostergaard Petersens kronik fra den 11. september ? Ønsker han overhovedet et svar? Tonen er så gennemført nedladende, at det kun kan fungere envejs, ovenfra og ned. Jeg er dum nok til alligevel at gøre et forsøg.

Øjensynlig har Anders Klostergaard Petersen ikke forstået, hvad der får nogle til at tale om ”klassisk” kristendom. Han disker op med en lang række historiske og epistemologiske forbehold for muligheden af at tale om en fælles, klassisk kristen basistro.

Kristendommens sandhed handler om realiteter

Nemlig vandskellet mellem på den ene side dem, der tror ligefremt på den håndgribelige realitet af det, de bibelske skrifter fortæller om, fra de første blades fortælling om skabelsen til de sidste siders fortælling om Jesu genkomst.

Disse anser tillige kristendommens sandhed for at være helt og aldeles bundet op på disse hændelsers ligefremme virkelighed, lige så virkelige som enhver anden hændelse i denne verden, omend oftest komplet enestående og derfor også ladet med guddommelig betydning og dermed åbne for en rigdom af forståelse og udtryk.

På den anden side af vandskellet er de, der afviser vigtigheden af hændelsernes fakticitet. Alt står til fortolkning. Budskabet hænger ikke på ”det skete i de dage, at …”. Alt er forandringsmuligt. Selv Gud er under forandring hele tiden. For alt, absolut alt, er som sagt fortolkning. (Således også antagelsen selv om, at alt er fortolkning.)

Afvisning minder om Jehovas Vidner

Tidligere pave Benedikt skrev i sin Jesus-bog (udgivet på Gyldendal): ”Dette factum historicum er for troen ikke et symbolsk ciffer, som kan udskiftes, men det konstitutive grundlag: et incarnatus est – med disse ord bekender vi os til Guds faktiske indtræden i den virkelige historie”.

Det er klassisk kristendoms grundantagelse. Den, som det helt overvældende flertal af kirker og kristne vedkender sig. Modsat et samlet set forsvindende mindretal, som historisk set er af temmelig ny oprindelse. Alene det sidste burde vække mistanke. Vi giver jo heller ikke meget for andre teologiske innovationer a la Jehovas Vidner, som 1850 år efter starten pludselig disker op med den ufejlbarlige sandhed om det hele.