Gå til indhold
Dåbsteologi tilpasset tiden – eller…?

Dåbsteologi tilpasset tiden – eller…?

Forslag om ny dåbsteologi får ELN, IM og LM til at reagere. For hvem er de nye "apostle", der kan formulere noget bedre end Bibelen?

Sandbeck som gnostisk apostel

Af Jens Lomborg, præst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk,
Hans Ole Bækgaard, præst og formand for Indre Mission og
Søren Skovgaard Sørensen, generalsekretær i Luthersk Mission

Lars Sandbeck har skrevet en kronik om dåben, som blev bragt i Kristeligt Dagblad onsdag den 9. januar.

Sandbecks anliggende er, at apostlen Paulus dåbs- og menneskesyn er uspiseligt for moderne mennesker. Apostlen Paulus taler nemlig om Synd og Fortabelse og Frelse med store bogstaver. Det fører – ifølge Sandbeck – til en teologi som er skadelig og meningsløs.

Men der er heldigvis godt nyt til Danmarks kirker: Sandbeck kommer nemlig med løsningen: En bedre teologi end Paulus’ gamle, slidte og uhåndterlige dåbsteologi.

“Vi bliver nødt til at tænke dåbsteologien forfra og fra bunden af”, som han siger.

Det er godt nok vildt. Hold da helt op! Sandbeck kalder på, at nye apostle træder frem, og forsøger at træde gamle under fode. Ud med de gamle profeter og apostle. Ind med de nye.

Hvem er dette “vi”, som skal afløse apostlen Paulus, udtænke en ny helligskrift for folkekirken, konstruere en ny lære om dåben og Gud og mennesket, sådan helt fra bunden af? Hvem er disse nye apostle, disse åbenbaringsbærere, som skal bringe verden et anderledes godt budskab? Hvor skal vi lytte efter deres fodtrin? Er det på gangene på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor Sandbeck er lektor?

Det græske ord for viden/erkendelse er “gnosis”. Lige siden Jesu opstandelse har kirken kæmpet mod de såkaldte gnostikere, for kirken indså tidligt, at den har at gøre med en religiøs -isme, gnosticismen.

Hvis du vil have at vide om noget er gnosticisme, så stil spørgsmålet:

Opstod Jesus fra de døde med kød og knogler, hud og hår?

Alt efter hvilket svar du får, ved du, om du står over for en gnostiker.

Gnostikeren svarer nej. Gnostikeren bøjer sig ikke for Skriften, men bøjer Skriften. Han bøjer sig ikke for underet, men begynder at bøje underet til ukendelighed. Hvor Jesus gjorde vand til vin, forvandler gnostikeren vinen til vand.

Gnosticismen er en bedrevidende religiøs vrangforestilling om, at Gud ikke har åbenbaret sig godt nok. Der skal mere til. Det er tanken om Skaberen af den vide jord behøver hjælp, der skal ny oplysning til. Gud skal gøres forståelig gennem ny åbenbaring af det, som man ikke bryder os om hos de gamle fædre: Synden, fortabelsen, frelsen ved Jesu stedfortrædende død og håbet om en legemlig opstandelse – kort fortalt alt det som dåben bærer med sig ifølge apostlen Paulus.

Det bliver interessant at se hvad apostlen Sandbeck i fremtiden vil åbenbare for kirken i Danmark.