Gå til indhold
VERDENS BEDSTE LAND – FOR BØRN?

VERDENS BEDSTE LAND – FOR BØRN?

“Danmark skal være verdens bedste land at være barn i”. Sådan formuleres det i en ny børnepolitik, regeringen ønsker indført. Men hvor sandsynlig er en virkeliggørelse af sådan et mål?

En første og åbenlys forhindring er for mig at se, at vi i vores land har lovhjemmel, til at slå børn ihjel før de er født. 

En anden forhindring (og det vil jeg vil bruge “taletiden” på) er, at vi både som samfund og enkeltpersoner i praksis langt på vej vægter nogle ting – typisk økonomisk fremgang, ligestilling og karriere – højere, end at give børnene det, som de har allermest brug for, især i de første år; tid og nærhed med deres forældre! 

…… BARE ET SPØRGSMÅL OM MINIMUMSNORMERINGER ?

At forene pasning og opdragelse af små børn med to fuldstidsjob udenfor hjemmet har nu i nogle generationer været anset, som det mest indlysende og selvfølgelige valg. For nogle anses det end ikke som et valg overhovedet, men som en på forhånd given sag. Danske børn er blandt de børn i verden, der både kommer tidligst i institution og tilbringer længst tid der. Samfundet er baseret på den model, at begge forældre arbejder udenfor hjemmet. Samfundet ønsker, at det skal være sådan og mantraet for tiden er, at bare vi får minimumsnormeringer med flere og bedre uddannede pædagoger, så blir det alt sammen bedre, så forbedres børnenes trivsel og ja, så kan vores land måske blive det bedste at være barn i!

Jeg tror ikke, det er vejen til at nå det mål. Det er indbildning, hvis man tror, at institutioner er børnenes behov de første år af deres liv – uanset hvor gode normeringerne bliver! Den tidlige tilknytning mellem forældre og barn er derimod altafgørende for barnets trivsel, udvikling, selvværd og hele dannelse. 

SAMFUNDSMÆSSIGE FORHOLD OG PERSONLIGE VALG 

De senere år er der kommet bedre præmisser for at vælge alternative måder at være børnefamilie på, end da jeg (for egen regning) passede mine børn i 80/90’erne. Jeg var dengang aktiv i græsrodbevægelsen, SAMFO, som jeg med glæde har opdaget stadig lever i bedste velgående – tillykke med det! De kæmper, dengang som nu, for at “pengene skal følge barnet” – altså de penge, det koster staten at passe et barn, skal forældrene have og således frit kunne vælge at bruge dem til finansiering af enten offentlig eller egen pasning. Det er et fremskridt med ordninger, som indbærer en økonomisk støtte til egen pasning af børnene i minimum de første 2 år. Og jeg har læst, at der i disse år faktisk er flere og flere, der vælger at stå af ræset og selv passe børnene, selvom svimlende 90% fortsat passes i vuggestuer! Må der komme flere af den slags muligheder!

At samfundets indretning har en stor rolle at spille mht. børnepasning, ændrer dog ikke på, at forældrene i sidste ende, må stå inde for de valg, de træffer. Man har altid et personligt valg – hvor vanskeligt det end kan være. 

Min svigerdatter, som for to mdr. siden blev mor for første gang, sagde, at hun allerede nu kan frygte den dag, hvor hun skal “aflevere” barnet. Sådan har de fleste det sansynligvis og det er en sund og naturlig følelse, som man bør lytte til, tage for pålydende – og forfølge! For, hånden på hjertet, der er ingen, der er nærmere til at tage sig af børnene, end forældrene selv!