Værre end corona

Tænk, hvis vi levede, som om vi troede på det, vi siger, vi tror.

For tiden foregår en del af min bibellæsning i de første bøger i Bibelen. Især 3. Mosebog er fuld af forskrifter, jøderne skal overholde, for at vise deres lydighed, holde sig rene og undgå det værste, de ved: At pådrage sig Guds straf.

Der er næppe flere end et par millioner ortodokse jøder, som følger disse retningslinjer.

Det kom jeg til at tænke på i dag, da jeg endnu engang stod og afsprittede et mødebord. Det er egentlig ret vildt, så mange millioner mennesker man kan få til at ændre adfærd og overholde kedelige, besværlige forskrifter, alene ved at oplyse om det værste, vi ved: Risikoen for at blive alvorligt syge eller dø.

Køer, hamstring, styrtdyk og overophedning

Og så kom jeg til at tænke, hvordan mit liv og kirkens liv ville se ud, hvis vi troede på det, vi siger. Det, som står i Bibelen. Ikke de jødiske renhedsforskrifter, men det, som Jesus siger.

At der er noget, som er meget værre end corona.

At vi ikke skal frygte sygdom, forfølgelse, fængsel og udstødelse, ja, ikke engang død. Ikke i forhold til Ham, som har magt til at afgøre, hvor og hvordan vi skal tilbringe evigheden.

Jeg tænkte på, hvordan det ville se ud, hvis jeg var mere bange for at såre andre mennesker, berøve dem deres glæde og ære eller mulighed for at trives, pådrage mig Hans vrede – end for at slæbe en lille ondsindet influenza ind i mit og andres liv.

Hvordan det ville se ud, hvis vi var lige så ihærdig efter at distancere os fra åndelige smittekilder, som vi er ift. de fysiske. Lige så paniske efter at sikre os de rette ’værnemidler’ …

Køer ud for kirkebygninger, missionshuse og frivilligcentre. Hamstring af bibler, bønnebøger, podcast og anden information, som kan holde os vågne i verdens og i sjælens mørke nætter.

Afmeldte abonnenter og styrtdyk i seertal på serier og tjenester, som nedbryder det, som er smukt, sandt og fuldkomment.

Overophedning i netbank pga. de millioner af kristne, som vil skille sig af med penge, de har indset, er farlige for dem – og nyttige for andre mennesker. For den store, fantastiske mission, vi har fået lov at være en del af.

Helstøbte liv. Godhed og glæde og fred …

Gud nåde og trøste os

Virkeligheden i mit indre er ude af sync med det verdensbillede, jeg bekender mig til – og ind i mellem prædiker for andre.

Mine følelser er slået ud af kurs, og der er rod i mine prioriteringer.

Gud nåde og trøste os.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights