Gå til indhold
Troen kommer…

Troen kommer…

... og nogle mister den desværre også igen.

Selv kender jeg flere, ja, faktisk mange, som har forladt troens vej. Betydeligt flere nu, end jeg til sammenligning tidligere har kendt til. Nu skal man nok passe på med at komme med alt for hurtige og forenklede analyser af, hvad frafald kan skyldes, og hvordan det evt. kan imødegås. Det er følsomme sager, og der er mange og komplekse sammenhænge i det – og som det måske allervigtigste, handler det om en åndelig kamp og virkelighed, som vi ikke gennemskuer, men til gengæld måske undervurderer.

TROEN KOMMER – IKKE AF DET, DER GØRES

Jeg vil alligevel nævne et område, som har med dette at gøre, og som for nylig blev aktualiseret for mig igen. Det var ifm. bibelteksten om Maria, som indtager lytte-pladsen hos Jesus til forskel fra søsteren, Martha, som er optaget af, hvad hun skal gøre. Og jeg vil i forlængelse af teksten, gerne stille spørgsmålet: Er der generelt ‘alt for lidt høre’ og ‘alt for meget gøre’ i troens liv? Med ‘gøre’ tænker jeg ikke så meget på gode gerninger f.eks., men mere på den endeløse strøm af sager og spørgsmål – samfundsmæssige, psykologiske, etiske osv., man konstant skal forholde sig til.

DEN GODE DEL

Det er naturligvis nødvendigt, at der undervises og tages stilling i spørgsmål, som handler om kristnes forhold til både det ene og det andet – og der er sandelig meget at forholde sig til! (Eksempelvis flyder der her fra denne blog en lind strøm af holdningstilkendegivelser). Men jeg tror, der ofte er en skæv vægtlægning mellem ‘alt for meget gøre’ på den ene side – og ‘den gode del’, evangeliets frigørende kraft på den anden side. Og mange kører træt, mister glæden og opgiver troen. Troens liv bliver et projekt, mere end noget jeg får givet og opretholdt af Gud. Men troen lever alene af det, der høres og ikke af det, der gøres og menes eller udleves.

Det er et kæmpestort ansvar for kristne ledere og forkyndere at lægge vægten ret her. Jeg tror ikke, betydningen af det kan overdrives.

I vores måde at tale om det kristne liv på, kan der også ligge en skjult appel til præstation. Ta’ f.eks. begrebet Jesus-glæde og Bibel-glæde. Det lyder jo umiddelbart udelukkende positivt, at man vil have mere af det. Men hvis man taler meget om at få mere Bibel- og Jesus-glæde, kommer man let til (også) at formidle en uudtalt forventning, om at vi da også burde være mere glade osv. – og der kommer noget skævt og usundt ind, som kan afføde det modsatte af det, som var hensigten. Jesus kan derimod skabe glæden – men det sker ikke ved, at vi taler om det, men ved at vi hører Ham.

HVIL!

Mit indtryk er, at mange slider meget med troen og forbinder den med noget, som overvejende er meget kompliceret og indviklet. Derfor får de måske aldrig en oplevelse eller erfaring af det frigørende og meget enkle, som troen også er. Troen bliver primært en tung og svær kamp – en kamp for at få tingene til at gå op, føle sig opdateret og god nok, kunne ‘passe ind’ osv. osv.

Troen vil altid være forbundet med kamp, men vi har fået en hvileplads midt i kampen, og det er derfra troen får sit liv og sin kraft. Derfor skal vi prioritere og søge hvile- og lyttepladsen hos Jesus – og finde styrke, frimodighed og glæde i det, der sker, når vi sidder på den plads.