Gå til indhold
Tre (uskyldige) fristelser

Photo by Joanna Kosinska on Unsplash

Tre (uskyldige) fristelser

De alvorligste fristelser, er dem, vi ikke registrerer som fristelser. Det er dem, der udspringer af et berettiget anliggende, måske som en reaktion på erfaringer med noget åndeligt og menneskeligt usundt.

De alvorligste fristelser, er dem, vi ikke registrerer som fristelser. De kommer bag om ryggen på os, men kan skade vores liv med Gud. Andre fristelser er mere tydelige. Det er fristelser til at gøre noget, som er klart forkert. Voldtægt og røveri begynder vel ofte med en fristelse til at opnå en hurtig gevinst, men ingen er i tvivl om, at det er ondt. Det samme gælder utroskab, socialt bedrageri og bevidst skattesnyd.

Men der er nogle andre fristelser, som virker langt mere uskyldige. Det er dem, der udspringer af et berettiget anliggende, måske som en reaktion på erfaringer med noget åndeligt og menneskeligt usundt. Det er de fristelser, der flugter så godt med den almindelige stemning i de livsrum, vi lever i, at vi ikke rigtigt føler, at der er tale om fristelser.

Jeg vil her nævne tre af den slags uskyldige fristelser.

Vi behøver ikke at stå fast på læren

Kombinationen af to forhold gør det til en reel men tilsyneladende uskyldig fristelse ikke at holde fast ved den kristne troslære. Jeg tænker på nogens oplevelsen af andre kristnes skråsikkerhed og pedantisk insisteren på, at de har ret i alle detaljer om kristendommen. En skråsikkerhed, som fungerer bedst, når man fremhæver bestemte bibelvers, men behændigt undlader de steder, der bringer andre aspekter i spil. Dernæst tænker jeg på oplevelsen af, at vi mennesker ikke er i stand til at sætte os ud over vores egen historie, og at subjektivitet derfor er et vilkår i al erkendelse. Denne oplevelse af subjektiviteten som et vilkår gennemsyrer hele vore samfund, og gør overbevisning til en sjældenhed i 10’erne. For hvem tør for alvor at være overbevist om noget som helst?

Denne kombinerede erfaring kan få os til at tro, at den kristne troslære ikke er så vigtigt. At det reelt ikke betyder så meget, hvad vi tror på, men meget mere hvordan vi har det med det, vi tror på. Men bibelsk kristendom insisterer på at være sandheden. Der findes både løgn og sandhed, og kristen tro er tro på sandheden. Vi er som kristne mennesker kaldet til at holde fast ved sandheden og til at leve i den med overbevisning. Det betyder, at vi skal modstå fristelsen til at mene, at troslæren er ligegyldig. For det er den ikke!

Det behøver ikke at koste os noget at tjene Gud

Offermentaliteten sidder dybt i vores kultur, og den følger med ind i den kristne menighed. Det er synd for mig, når jeg ikke får opfyldt alle mine erkendte behov umiddelbart. Det er synd for børn, som oplever, at deres far eller mor har engageret sig i mission eller menighedsarbejde på en måde, så de oplever situationer, hvor de betaler en pris for forældrenes tjeneste. Og det bør ikke være synd for nogen nogensinde, føler vi. Der er virkelig eksempler på fædre, som reelt har forsømt deres familier på grund af opgaver i Guds kirke. Så det er ikke underligt, hvis vi reagerer hurtigt, når kristen tjeneste har en pris. Og det er meget forståeligt, at vi er yderst forsigtige med at forpligte os til opgaver, som kan ende med at have omkostninger for os selv eller vores familie.

Men Jesus taler om, at det har en pris at følge ham. Det har det for os selv, men det har det også for menneske omkring os. Derfor er der midt i den yderst berettigede opmærksomhed på ikke at forsømme sig selv og sine nærmeste også en fristelse tilstede. Nemlig fristelsen til at legitimere uviljen mod at betale discipelskabets pris ved at henvise til det ofte rimelige hensyn til os selv og vores nærmeste.

Vi behøver ikke et regelmæssigt en-til-en møde med Gud

Den sidste uskyldige fristelse er forestillingen om, at vi ikke behøver regelmæssigt at have et rum for personlig kontakt med Gud. Med rum mener jeg et tidspunkt, et sted, en ramme for et personligt en-til-en møde med Gud på daglig basis. Denne fristelse kan komme som en reaktion på en meget katagorisk bibellæsningskultur, der i praksis næsten gør vores frelse afhængig af, om vi lykkes med dagligt – og helst om morgenen – at bruge en halv time på systematisk bibellæsning og bøn. Nogle er blevet vaccineret mod den praksis i en tidligere livsfase, mens andre er B-mennesker og dårligt passer ind i modellen. Så er det godt at vide, at det selvfølgelig ikke er vores bibellæsning og vores bønner, som frelser os, men Jesus Kristus. Holdningen kan også vokse ud af et travlt liv, hvor der ikke – synes vi – er plads til alene-tid med Gud.

Jeg synes sådan set, at grundene til at reagere mod en alt for rigid personlig andagtskultur har noget for sig, men bag om ryggen kan der i denne attitude også ligge en fristelse til ikke at leve i Guds nærhed. Gud ønsker jo rent faktisk,  at vi skal leve tæt med ham i ordet, bønnen og på andre måder. Han ønsker, at der midt i vores hektiske og krævende liv, skal været et stille rum med ham, som en slags “orkanens øje”. Det er godt for os, og for vores relation til ham.

Det giver derfor mening at bede med på bønnen: Led os ikke ind i (uskyldig) fristelse.