Fuldfør løbet. Vi er alle udsat. Vi er alle under formaning. Lad os ikke blive trætte af at gøre det rette.
Jeg har lige været til Stiftsdage. Under et foredrag sad jeg og kiggede mig lidt omkring og faldt i staver over det forhold, at jeg kunne få øje på en syv-otte præster, som alle har været knyttet til Menighedsfakultetet, men som i dag i større eller mindre grad befinder sig teologisk et andet sted.
Det slog mig med stor tristhed.
Det kan ske for enhver
Jeg ved, at jeg løber en risiko ved at skrive dette. Risikoen ved at en eller flere af dem læser det og måske føler sig udhængt, selv uden navns nævnelse. Og endnu mere risikoen ved at fremtræde som en farisæer – ”Herre, jeg takker dig for, at jeg ikke er som de andre der…”.
Det sidste er altid en reel risiko. Og når den følelse melder sig i mig, dukker mindet om en samtale for mange år siden op i mig. Jeg sad og talte med en ven om en gammel bekendt, som vi havde været sammen med i KFS i mange år, bedt sammen med, arbejdet sammen med, vidnet sammen med. Nu var vedkommende et andet sted. Jeg sukkede højlydt og uforstående. Min ven sagde: ”Jamen det kunne jo lige så godt være os. Det er ren barmhjertighed, at det ikke er sket for os…”
Ja, meget mere er der ikke at sige. Eller rettere: Det er bundlinjen, når alt andet er sagt. Men så tillad mig lige at sige lidt andet og mere.
Fuldfør løbet
For det første: Fuldfør løbet.
Jeg sidder med en bog foran mig med denne titel. En bog fra 2000, som jeg først nu giver mig i kast med. Et citat i den lyder: ”Der er ingen, du skal tage dig mere i agt for end dig selv; vi bærer vores værste fjender inden i os”.
Vi er bare nødt til at se det i øjnene: Vi er utro af natur.
Fuldfør løbet. ”Lad os ikke blive trætte af at gøre det rette”, skriver Paulus i to forskellige breve. Han vidste ikke, det rimede på dansk, men det rimer. At blive ved at gøre det rette kan gøre os trætte. Denne vedholdenhed med det rette. ”Åh, jeg gider ikke mere være så rigtig. Nu giver jeg slip på selvkontrollen og følger mit instinkt…”
Forandring i livssituation
Det fører mig til en anden pointe: I ufatteligt mange tilfælde handler skifte i teologi, med selvfølgelig deraf følgende praksis, om en forandring i livssituationen. Igen de syv-otte på stiftsstævnet. Jeg tror, der i hvert eneste tilfælde kunne laves denne kobling: forandret livs(ægteskabs)situation – forandret teologi. Selvom der givetvis også kan være andre koblinger i spil!
Ingen af os har ryggen fri her. Vi er alle udsat. Vi er alle under formaning: Lad os ikke blive trætte af…
Jeg har en kollega, som nogle gange har sagt: Min store frygt er at blive en Saul. At begynde godt og ende skidt.
Båret af Herren
Vi kan ikke leve i frygt og bæven i al vores tjeneste og liv. Det skal alt sammen først og sidst være båret af glæde. Og allermest af Herren. Men vi slipper ikke for opmærksomheden på os selv, på vor egen stærke tilbøjelighed til at blive trætte, utro. ”Der er ingen, du skal tage dig mere i agt for end dig selv”.
