Gå til indhold
… som en buket afskårne blomster

… som en buket afskårne blomster

De kristne værdier i den vestlige verden er som en buket afskårne blomster. De kan overleve en vis tid, men så vil de visne, for de har mistet kontakten til deres rødder.

Det er den kristne kulturanalytiker Os Guinness, som bruger dette billede til at beskrive værdiernes udvikling i Europa og resten af den vestlige verden. De kristne værdiers rødder er troen på, at Bibelens Gud er virkelig, og at han virkelig har givet sig selv og sin vilje til kende for os mennesker.

Kristne rødder

Kristendommen har i mere end 1500 år været den grundfortælling, som vi i Vesten har forstået menneskelivet ud fra. Det har blandt andet betydet et højt syn på menneskets værdi, fordi vi er skabt i Guds billede. Denne høje værdi har affødt en række andre afledte værdier fx menneskelivets ukrænkelighed og fordringen om at hjælpe medmennesker, som er i nød. Disse værdier findes stadig i vores samfund, men de er under afvikling, fordi der er kommet en ny grundfortælling ind, nemlig evolutionsteorien.

En nye grundfortælling

Evolutionen er den vestlige verdens ny urmyte, hvor vi kommer fra, og hvordan vi skal se på os selv. I denne grundfortælling er mennesket godt nok det foreløbige højdepunkt i udviklingen, men det enkelte menneskes liv har ikke i sig selv en høj værdi, for mennesket er ikke længere skabt i Guds billede. Vi er blot et højerestående dyr. Menneskelivet er ud fra evolutionens grundfortælling ikke længere ukrænkeligt. Det samme gælder også fordringen om at hjælpe medmennesker i nød. Evolutionens fordring er den vedvarende udvikling til højere og bedre livsformer, som sikrer artens overlevelse. Der er ingen barmhjertighed og solidaritet i den fortælling. Derfor er næstekærlighed som en bærende værdi i de vestlige samfund under afvikling.
De kristne værdierne lever heldigvis stadig hos os, men de er under afvikling, fordi de som afskårne blomster har mistet kontakten til deres rødder.

Ekstrem individualisme

Den ændrede grundfortælling har ført til, at det enkelte menneske er blevet gud i sit eget liv. Der er ingen Gud over os til at definere, hvem vi er, hvor værdifulde vi er, og hvad der er rigtigt og forkert for os. Vi er selv blevet gud. Det er vel at mærke ikke menneskeheden som kollektiv, der er blevet vores egen gud, men i stadig stigende grad det enkelte menneske selv. Dermed føres individualismen ud til ekstreme positioner. Den højeste instans er nu ikke engang den menneskelige fornuft, for den kan man jo udfordre, argumentere imod og diskutere med. Nej, den højeste instans er nu det enkelte menneskes følelse. Denne følelse står over alt andet inkl. fornuften, samfundet og i sidste ende Gud. Hermed er den sidste rest af næring fra de kristne rødder ved at løbe tør.

Nødvendige rødder

Det høje syn på mennesket skrumper, fordi vi mangler den Gud uden for os selv, som holder det fast for os. Derfor er der – måske mere end nogensinde – brug for kristne mennesker, der er overbevist om og offentligt bekender troen på Bibelens Gud. Uden denne tros levende tilstedeværelse i vores samfund, vil vores fælles kristne værdier før eller siden visne som en buket afskårne blomster.
​​