Gå til indhold
Som at være der selv

Som at være der selv

Tæskehold og smadrede knæskaller, varmesystemer og pensionsordninger

Der er ikke mange, der ved det, men jeg har en bror, som bor i Nordkorea. Mens jeg skriver dette, sidder han i en fængselscelle og venter på, at forhørslederen kommer tilbage med tæskeholdet. Min bror kommer aldrig til at gå normalt igen.

Han har lige så mange nervetråde i sine knæskaller, som jeg har. Lige så dybe følelser af frygt og angst.

Jeg ville ønske, jeg kunne hyre mit eget tæskehold, smadre murene, befri ham og stille de ansvarlige for retten.

Der er heller ikke mange, der ved, at jeg har en lillesøster, der bor i Pakistan.

Mens du læser dette, går hun alene hjem fra skole, frosset ude af fællesskabet endnu engang. På et tidspunkt i sit liv, hvor hun mere end nogensinde har behov for at føle sig inkluderet. Den oplevelse kommer til at mærke hende for livet.

Jeg ville ønske, jeg kunne være der for hende. Give hende et knus og sige: ‘Det er ikke dig, der er noget galt med! Det er denne verden, denne kultur. Du er elsket. Dyrebar.

Glimt af klarsyn

Men det går mig nu ikke så meget på som varmesystemet i vores opgang, der ikke fungerer, som det skal …

Det bekymrer mig ikke så meget som spørgsmålet om, hvordan jeg indretter vores økonomi, så jeg og min familie vil kunne leve i overflod, når jeg bliver gammel.

Det, der holder mig vågen om natten er ikke min brors skæbne, men mine deadlines og min sårede stolthed. Uretfærdigheder, der kan ligge på spidsen af en knappenål.

Hvad er der galt med mig?! tænker jeg i et glimt af klarsyn og selverkendelse. Hvor i al verden er min proportionssans og min søskendekærlighed blevet af?!

Men snart tænker jeg på varmesystemet igen …

‘Så sandt som I også selv har en krop’

Jeg lever i en dansk boble, hvor jeg holdes isoleret fra verden, som den virkelig er: Brudt og brutal.

Men over 100 millioner kristne lever i dag under decideret forfølgelse eller restriktioner.

Hver dag myrdes over ti kristne brødre og søstre på grund af deres tro og dobbelt så mange bliver udsat for vold og overgreb.

I Hebr 13,3 står der: ‘Husk på dem, der er i fangenskab, som om I var deres medfanger, og på dem, der mishandles, så sandt som I også selv har en krop.’

Det har aldrig været mere aktuelt.

Jeg skriver det ikke, for at vi skal have dårlig samvittighed, men for at samvittigheden vækkes og fører til bekendelse og handling.

Se, give, bede

Først og fremmest at vi vælger at stikke hovedet op over strømmen af petitesser og underholdning og dedikerer tid og opmærksomhed til at konfrontere os med den brutale virkelighed.

At vi giver penge til organisationer som Åbne Døre (gør det nu – nu!).

Deler nyheder, gode og dårlige, om forfølgelsen af kristne og andre forfulgte grupper.

Og især: Beder for dem. Til ham, der en dag vil komme med sit himmelske tæskehold og smadre fængselsmurene, befri de undertrykte og stille alle ansvarlige til ansvar. Hævnen bliver stærk.

Beder til ham, der i modsætning til mig, ALTID føler med sine forfulgte søstre og brødre. Han, som kan være, hvor vi ikke kan komme. Som kan give et dybt, åndeligt knus til vores lidende lillesøster og sige sit: ‘Det er ikke dig, der er noget galt med! Du er ikke glemt, ikke forladt. Du er elsket, værdsat. Og du er på vej hjem til MIG.’