Gå til indhold
Social kontrol

Social kontrol

Martin Rosgaard, tidligere aktiv kristen i forskellige sammenhænge, er nu aktiv med sin udmelding af disse sammenhænge.

Jeg har tænkt en del over Martin Rosgaards tale om ”social kontrol” i de fællesskaber, han færdedes i som kristen. Jeg kan sagtens genkende en del af det, han beskriver. Men udtrykket ”social kontrol” er meget lidt dækkende.

Naturligvis er der elementer af social kontrol i kristne fællesskaber. Men jeg tvivler på, at der findes større fællesskaber uden elementer af social kontrol. I fællesskaber af alle mulige slags, er der ting, man forventes at gøre og mene, og ting man forventes ikke at mene eller gøre.

Flertallet udøver altid social kontrol

Kristne fællesskaber med stor vægt på troen som altafgørende omdrejningspunkt repræsenterer en minoritet i det danske samfund. Desto tydeligere bliver afvigelsen fra de dominerende meninger inklusiv livsstil. Men der er lige så meget ”social kontrol” i den meningsdominante sammenhæng. Det ser bare ikke sådan ud, fordi det er det almindeligste. For 100 år siden var de meninger og holdninger, Martin Rosgaard er vokset op i i Vestjylland, de almindeligste i hele landet, og ingen ville forbinde det med ”social kontrol”, at de allerfleste levede med og i forlængelse af de holdninger.

Når jeg derfor skriver, at ”social kontrol” dækker meget dårligt over det, der foregår i f.eks. kristne fællesskaber, skyldes det, at det i bund og grund drejer sig om noget helt andet. Det drejer sig helt enkelt om, at man i et tydeligt kristent fællesskab har en klar overbevisning om tilværelsens beskaffenhed med deraf følgende konsekvenser for det liv, der skal leves. I sådan et fællesskab forsøger man at hjælpe hinanden med at tro og leve efter den sandhed, som man er overbevist om. Alt andet ville være sært. Der er uden tvivl en hel del eksempler på, at forsøget på at ”hjælpe hinanden” falder dårligt ud. Der findes tåber og magtmennesker og fjolser i alle sammenhænge, som kontrollerer i stedet for at hjælpe, med friheden til selv at vælge som selvfølgelig forudsætning. Faktisk kommer vi nok alle sammen galt afsted overfor andre mere end én gang, selv når vi forsøger at hjælpe i allerbedste mening.

Vi skal påvirke

Det svarer sådan set til det, forældre gør i forhold til deres børn. De har en mere eller mindre klar forestilling om det sandeste og bedste for deres børn. De forsøger at påvirke børnene med denne sandhed og dette gode med alle forhåndenværende midler. Tit er de (vi) temmelig ukloge. Men forsøget skal gøres. Alt andet ville være svigt.

Vil man bruge begrebet ”social kontrol” om kristne fællesskaber, kunne man lige så vel bruge det om familiefællesskabet. Og uagtet at der – som i alle andre fællesskaber – uundgåeligt er elementer af social kontrol også i familiefællesskabet, vil ville begrebet være temmelig misvisende som forklaring på det samlede billede. Det samlede billede drejer sig om den overbevisning, forældrene har om det bedste liv, og som de forsøger at påvirke deres børn med. Under frihedens fortegn, hvis det er kloge forældre.

Sandheden er jo, at Martin Rosgaards eget brud med sin baggrund er et udtryk for de kristne fællesskabers indbyggede frihed. Selvsagt er gamle venner omkring ham kede af bruddet og forsøger at få ham i tale. Sikkert ikke altid lige klogt. Men klogt eller ej, ligegyldighed med bruddet ville være en mærkelig opgivelse af den livssandhed, man er dybt overbevist om i de fællesskaber. Det ville reelt være åndløs lidenskabsløshed, hvis Martin Rosgaards gamle kristne venner lod ham sejle sin egen sø.