Gå til indhold
Sandhed kan undertrykkes, men ikke slås ihjel

Sandhed kan undertrykkes, men ikke slås ihjel

Nu er vi så midt i det store opgør om, at kønspolariteten er en del af den givne mening med os som Guds skabninger, og at vores køn derfor ikke er noget vi selv vælger, men noget der er givet os.

Indimellem bliver en løgn til fælleseje. Det sker, når et bestemt synspunkt eller perspektiv, som objektivt er forkert, bliver enerådende eller så dominerende i et samfund, at ingen tør tale det imod. Det er synspunkter af den art, som man ikke mere behøver at give nogen begrundelse for – for sådan er det jo bare. Alle menneskelige fællesskaber har en række af den slags fælles forståelser, som over tid viser sig at være forkerte. Det er et vilkår ved vores fælles eksistens. Over tid viser det sig, at det som alle troede var sandt var en misforståelse. Synspunktet måtte forlades på den lange bane, fordi det viste sig ikke i tilstrækkelig grad at være i overensstemmelse med virkeligheden. Sandheden kan man nemlig godt undertrykke, men ikke slå ihjel.

Det hører med til billedet af de fællesskabets løgne, at de som regel begynder med vigtige erkendelser af oversete sandheder. Bedraget består i at halve sandheder gøres til hele sandheder, som ingen stiller spørgsmålstegn ved.

Kristne, der tror, at vi har Guds ord i Bibelen, kan indimellem føle sig meget alene og voldsomt gammeldags i mødet med aktuelle synspunkter, der er fælleseje i vores samfund, men i konflikt med Bibelen. Et aktuelt eksempel er forestillingen om, at vores køn og dermed seksualitet er noget vi vælger selv uafhængigt af, hvordan vi er skabt rent biologisk. Ikke alle steder er dette synspunkt fælleseje i Danmark men mange steder, og med en koncentration i de større byer.

Nazismen og Marxismen

Under dette pres kan det være gavnligt at tage de historiske briller på og minde sig selv om, at virkeligheden på den lange bane holder længst. Lad mig give to eksempler fra det 20. århundredes historie. Første eksempel er nazismen i Europa i 1930’erne og begyndelsen af 40’erne. I de første år af krigen så det ud til, at Tyskland og dermed nazismen ville vinde. I den tysktalende verden blev der stort set ikke stillet spørgsmål ved nazismens sandhed, og selv dem, der var imod, troede, at det ville blive den nye verdensorden. En af dem, den jødisk-østrigske forfatter Stefan Zweig, begik ligefrem selvmord sammen med sin kone i 1941, fordi han troede, at nazismen ville få det sidste ord. Men løgnen holdt ikke i længden, fordi den havde virkeligheden imod sig.

Det andet eksempel er det marxistiske verdensbillede, som dominerede de intellektuelle miljøer i slutningen af 1960’erne og 70’erne. Selv modstanderne af marxismen havde en oplevelse af, at vi her stod overfor verdenshistoriens sidste og afgørende fælles dagsorden. Men efter Berlinmurens fald i 1989 smuldrede marxismen, og i dag skal man lede længe efter en overbevist dogmatisk marxist. Hvorfor? Fordi synspunktet havde virkeligheden imod sig, og så holder det ikke i længden, om end det kan holde i lang tid.

Vores opgør

Nu er vi så midt i det store opgør om, at kønspolariteten er en del af den givne mening med os som Guds skabninger, og at vores køn derfor ikke er noget vi selv vælger, men noget der er givet os. Selvom den bibelske tanke om kønnene lige nu bliver undertrykt og kørt flad af den socialkonstruktivistiske bølge, så er den bibelske sandhed ikke dermed død. For hvis Bibelen virkelig er skaberens ord, så vil den også på den lange bane vise sig at være mest i overensstemmelse med virkeligheden. Det kan godt være, at der går lang tid, ligesom oplevelsen af den marxistiske evighed i Sovjetunionen, men virkeligheden forsvinder ikke af at blive benægtet. Jeg tror ikke, at det er usandsynligt, at kommende generationer med undren og måske ligefrem vittigheder vil se tilbage på den periode i det 21. årh., hvor man forsøgte at ophæve kønnenes objektive og givne realitet.

Sandheden kan undertrykkes, men den kan ikke slås ihjel.