Reklamer, nej tak!

Jeg er træt af reklamer, sponsorater og brandingen af enhver tom overflade. Alt er ikke en vare. Alt er ikke til salg. Også selvom opmærksomhedsøkonomien vil have dig til at tro anderledes.

Opmærksomhedsøkonomi

Vi lever i en tid, som man har kaldt informationstidsalderen. Informationsteknologier eller IT sørger for, at vi konstant bombarderes med input og mulighed for adspredelse. Og det i et omfang, som så langt overgår den tid vi har til rådighed, hvilket resulterer i at vi i stigende grad kommer til at forholde os overfladisk til vores omverden. Det er i hvert fald en risiko.

I en sådan tid bliver vores opmærksomhed en meget værdifuld ressurse. En ressurse, som vi skal forvalte, på samme måde som vi forvalter vores penge og vores evner. Og det er netop det, der ligger i begrebet “opmærksomhedsøkonomi”, som ofte bliver brugt, i forbindelse med netmedier og deres arbejde med at fastholde brugerens/læserens opmærksomhed i længst mulig tid. For opmærksomhed er penge værd, som den mangelfulde ressurse den er.

Kommercialisering af mit synsfelt

Men det her med opmærksomhedsøkonomien er egentlig en gammel nyhed, som IT og den deraf følgende livets øgede hastighed bare har synliggjort. For opmærksomhedsøkonomien er jo indlejret i en kapitalistisk markedsøkonomi, hvor kommercielle interesser og ønske om vækst og mersalg længe har plastret vores synsfelt (i bred forstand) til med budskaber, der dygtigere og snedigere er designet til at fange og vinde min opmærksomhed. Alle overflader udnyttes. Alt er til salg.

Se nu bare ovenstående billede. Det er udsigten fra vores stuer. Naboen har solgt sit havehegn til en restaurant som efter sigende skulle være gourmet og måske endda også lidt unik. Og det bliver jeg så mindet om, hver eneste gang jeg kigger ud af mine vinduer. Og de mange pendlere på Oddervej bliver mindet om det et par gange om dagen. Og en eller anden dag, når vi skal bestille takeaway til en sommerfirmafest, vil vi sikkert komme til at tænke på Restarant Unico, som den første mulighed. Og ja, så har reklamen jo virket.

Og hvad så?

Men hvad er problemet, tænker du måske her? Ja, jeg skal da indrømme, at det muligvis bare er et temperamentsspørgsmål eller en af mine mange enøjede kæpheste, men ikke desto mindre, så er jeg efterhånden grundigt træt af at blive stopfodret med reklamebudskaber og salgstaler, hvorend jeg kigger hen. Jeg er træt af, at min opmærksomhed på den måde skal “købes” uden at jeg har sat den til salg. Det vanskeliggør en bevidst forvaltning af min opmærksomhed, som den værdifulde ressurse den rent faktisk er.

Det er den ene side af sagen. Men måske vigtigere, og forhåbentlig kun halvt så subjektivt, så er de mange reklamer, sponsorater og brandede overflader et udtryk for en stigende “varegørelse” eller såkaldt kommodificering af vores omgivelser. Det betyder, at alt gøres til en vare, der kan handles. Jeg kan sælge mit havehegn og dets værdi er defineret af, hvor meget det er eksponeret. (Så lige på dette punkt er det godt at bo lige ud til en tungt trafikeret vej!) Men det stopper jo ikke her, for kommodificeringen begrænser sig ikke til branding af havehegn, af fodboldstadions eller sågar mødetelte på bibelcampings (!), men også person-profiler er brands, der skal markedsføres og værdisættes baseret på eksponering.

Personlig markedsføring

Og her bliver opmærksomhedsøkonomien både skadelig og ukristelig. (Hvilket dybest set er det samme!) Det er dybt problematisk, hvis min værdi som menneske jævnføres med mit personlige brand, min eksponering og min evne til at sælge mig selv.

Tilbøjeligheden til at vurdere min egen og andres værdi ud fra evner og gennemslagskraft er velsagtens noget helt basalt (arvesyndsramt) menneskeligt, men opmærksomhedsøkonomien og dens informationsteknologiske følgesvend har gjort problemet mere synligt. Eksempelvist er sociale medier designet til at udnytte denne menneskelige tilbøjelighed, når de kvantificerer eksponering og gennemslagskraft i rå tal: antal venner/følgere jeg kan skrabe sammen og antal likes/favourites jeg kan generere. På den måde kan jeg sammenligne min markedsmæssige værdi med andre.

Ja, de fleste af os kan jo nok godt gennemskue, at der er meget mere at sige om min værdi som menneske. Men mon ikke alligevel at opmærksomhedsøkonomien præger vores tankegang i et vist omfang? I al fald synes jeg, at jeg kan se nogle skræmmende tendenser i så henseende blandt de helt unges brug af sociale medier. Her kunne vi efter min mening, som kristne forældre og/eller ledere gøre en hel del mere. Vi må gøre op med kommodificeringen: alting er ikke en vare! Vi må sige et bredt forstået: “Reklamer – nej, tak!”: alting er ikke til salg!

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights