Gå til indhold
Regnvejrsreflexion

Regnvejrsreflexion

Den sene aftentimes skybrud foregreb prædikenen til søndag.

Mens jeg skriver disse linjer, hamrer regnen massivt mod vinduerne. Tordenen rumler tungt og kaster kaskader af vand ind over det allersydligste Aarhus. Det drypper fra mit hår, for jeg måtte lige ud og opleve, hvad der denne sommer har været så sjældent et fænomen: regnvejr. Og jeg kunne ikke finde min regnjakke, som må ligge helt gemt og glemt et sted sammen med overtøj og vinterstøvler. Men jeg gik altså rundt i regnen i min have og blev mere og mere gennemblødt, alt imens jeg nærmest kunne høre træer, planter og plæne slubre den læskende længeventede regn i sig; den regn, som vi som hjorten ved det udtørrede vandløb, har skreget på i månedsvis.

Der ude i regnen kom jeg til at tænke på Jesu berømte ord, som vi skal høre i prædiketeksten på søndag: “Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.” (Lukas 7,47)

Den længe ventede regn, som jeg netop nu kan værdsætte så højt, fordi tørken har sat sit umiskendelige golde, støvede og stive præg på min have, blev et billede på nådens tilgivende strømme. Jeg har – Gud hjælpe mig – meget at bede om tilgivelse for! Kristenlivets tørketid; det golde gudsforhold, den støvede Bibel, det stive sind; efterlader et behov for – ikke en syndflod – en nådeflod af tilgivelse. Jo klarere jeg mærker tørken, jo mere jeg lever på afstand af kilden med vandet, der skaber det gode liv, desto mere må jeg overvældes af den ubetingede og blitzklare forkyndelse fra oven: “Dine synder er tilgivet.” (Lukas 7,48)

Disse få ord falder ikke som en lidt småtræls byge i min gennemsnitslige have, der måske godt efterhånden kunne trænge til lidt vand. Disse ord, sagt med en myndighed og vægt, som alene Sønnen, der selv med sit eget liv står inde for deres sandhedsværdi, falder som en tung altomfattende og altgennemtrængende regn på et meget tørt sted. Et sted, hvor intet, der kan bære sand uegennyttig frugt, gror, hvis ikke nådefloden fra oven i al sin uforbeholdne og ubevægelige enkelhed forkynder: “Dine synder er tilgivet.”

Mere er det ikke nødvendigt at sige. Disse ord bærer kraften i sig selv og behøver end ikke et udråbstegn til understregning af deres vægt og væsentlighed. Nu er det holdt med at regne igen. Allerede i morgen vil haven begynde at grønnes og vokse en lille smule igen.