Gå til indhold
Langt stærkere end naturens håbssignal

Langt stærkere end naturens håbssignal

Om kort tid skal vi fejre noget, som er langt stærkere end naturens håbssignal. Noget som selv den mest håbsfortabte og sindsknuste kan blive reddet af alligevel.

I fasten har jeg været i gang med en bog af den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, som tog nobelprisen i 2015. Hun har skrevet en række bøger, som består at interviews med russere, som har været delagtige i forskellige krige og kriser, som Sovjetunionen var blandet ind i. Anden Verdenskrig, Afghanistan, Tjernobyl.

Hendes bøger er rystende læsning. Jeg kan ikke holde til meget ad gangen. Jeg læser bøgerne i små bidder.

For tiden den om Sovjetunionens besættelse af Afghanistan i 1980’erne.

Aleksijevitj citerer en for at sige følgende: ”Efter et slag er det ulideligt at se naturens skønhed”.

Det slog mig, at formodentlig de allerfleste af os har det stik modsat i denne coronatid. Vi higer efter naturens skønhed. Vi elsker muligheden for at komme udenfor i vores ellers temmelig isolerede tilværelse. Bare ud og mærke solen (som vi immervæk har fået velsignet meget af i denne tid), høre fuglene synge, mærke det spirende forår, nikke til forbipasserende, mærke naturens upåvirkethed af coronaen. Naturen er ikke smittet og smitter ikke. Den er bare sig selv, smuk.

Måske er det i virkeligheden lidt af det samme, der er på spil i citatet fra Aleksivitjs bog og så vores oplevelse af naturen nu. At deltage i en krig med en uhørt grusomhed skaber et kaos i sindet, som gør at intet mere er, som det var. Men det er naturen jo. Efter et slag synger fuglene synger, som de plejer, græsset gror, blomsterne dufter, bjergene står i samme majestætiske uforanderlighed. Det er for ubærligt, når sindet er smadret i tusind stumper, og alt håb om tilbagevenden til normalitet er væk. For de fleste i coronakrisen lever sindet stadig håbefuldt. Og naturen bekræfter håbet, normaliteten.

Om kort tid skal vi fejre noget, som er langt stærkere end naturens håbssignal. Noget, som selv den mest håbsfortabte og sindsknuste afghanistanveteran, kan blive reddet af alligevel.

Vi skal fejre den første og indtil videre eneste tilbagevenden fra intensivindlæggelse, respirator og død til et liv uden ende. Jesu Kristi opstandelse. Førstegrøden af hele universets genoprettelse. Eller snarere: nyoprettelse. For noget nyt er alligevel på vej. Noget der er forbundet med det gamle, men som samtidig sætter det gamle ind i en helt ny farve, en helt ny klang – noget vi knap har fantasi til at forestille os.

Det, som C S Lewis i sine Narniabøger forsøger at beskrive som, at denne verden kun er en skygge af den kommende.

I en anden bog siger han: Forskellen bliver som ”mellem en blomst og blomsterløget eller mellem en katedral og arkitektens tegning af katedralen”.

Det svarer meget til det, Paulus skriver i 1. Kor 15: ”Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft”.

I denne tid, hvor kropsligheden har fået et kraftigt hak nedad, både i form af sygdommens og dødens trussel og i form af afstand fra hinanden, ingen kram, ingen håndtryk, intet samvær i kirken – der er det vidunderligt, at vi snart skal fejre påmindelsen om, at alt en dag skal blive mere kropsligt, end det nogensinde har været. Fra kropslig forgængelighed, vanære og svaghed til kropslig uforgængelighed, herlighed og kraft.

Sognepræst i Løsning og Korning sogne, formand for Evangelisk Luthersk Netværk