Gå til indhold

Om digitale kroppe og metaforer

Et muligvis ugennemtænkt teknologihistorisk argument for queer-ideologiens massive fremtog netop nu.

Sommeren er over os med alle dens adspredelser, som sikkert betyder at færre end ellers vil læse dette blogindlæg, hvorfor jeg tillader mig at udnytte chancen til at fremsætte en lidt udrøvtygget varmluftsprøveballon af en tankerække. Måske har jeg ikke fat i noget, men måske har jeg?

Jeg vil forsøge mig med noget så excentrisk som et teknologihistorisk argument for hvorfor queer-ideologien netop nu vinder så stærkt frem. Here goes:

Metaforer skaber det de nævner

Metaforer former vores tænkning om de ting, vi beskriver metaforisk. Hvilke metaforer, vi bruger, betyder noget for vores opfattelse af fx vores krop eller vores hjerne. Disse metaforer hentes ofte fra teknologiens verden og særligt fra aktuelle innovationer. Da urværket og dets delikate tandhjulsmekanik var den ypperste ingeniørkunst, man kunne forestille sig, blev det gængs at anskue de kropslige funktioner som mekaniske anordninger med hjernen som “urværket.” Hvis det ikke helt kørte, som det skulle, havde man “en skrue løs.” Senere overtog computerteknologien rollen som metaforskaber, og vi har fået harddiske og styresystemer i hjernen, som hvis man ikke er helt skarp i pæren (ja, glødepæren var også en gang en ny og spændende teknologi) måske trænger til en opdatering.
En anden måske knap så udbredt metafor for mennesket er bogen, med dens fysiske ydre form, som en metafor for kroppen og dens immaterielle indre indhold, som en metafor for sindet. Hvis kroppen og særligt ansigtet meget klart afspejler, hvad der foregår inde “bagved”, så siger vi om personen, at vedkommende er letaflæselig som en “åben bog.”

Krop og sind og deres indbyrdes forhold

Særligt forholdet mellem bogen som objekt, der bærer et færdigstøbt og forhåbentlig gennemarbejdet indhold gør, at denne metafor er interessant. For traditionelt er den printede bog jo netop et sammenhængende holistisk objekt, hvor formen er en naturlig “begrænsning”, da indholdet (mere eller mindre) har bestemt den endelige form på bogen. Man må simpelthen leve med den ramme og det indhold, man får præsenteret af en given bog. Anderledes er det jo så blevet i den digitale tidsalder, hvor det fikserede forhold mellem form og indhold er blevet afløst af et flydende, omskifteligt og i nogle tilfælde nærmest vilkårligt forhold. Den samme form, som her er en digital device, kan præsentere et hvilket som helst indhold helt efter læserens eller brugerens ønsker. Formen – objektet – er en opdatérbar midlertidig og uomgængelig, men for så vidt uønskelig begrænsning, som nogle gange sætter uhensigtmæssige hindringer i vejen for indholdet.

Hvis vi går tilbage til bogen som en metafor for mennesket, er det så netop ikke den samme udvikling i synet på menneskets “form” og “indhold,” vi ser med queer-ideologiens indtog? Kroppen bliver en begrænsning for det flydende “indhold” (i.e. fx kønsidentitet), som uønskeligt hindres sin frie udfoldelse, hvis ikke devicen opgraderes/kroppen korrigeres. Eller at man i det mindste kan få udskiftet det sidste ciffer i personnummeret.

Digital devaluering af det korporlige

Vildt overdrevet i et forsøg på at fremme forståelsen: Hvis min lommecomputer kan være snart en telefon snart en lommeregner og snart en vejrudsigt, så kan jeg vel også være snart til mænd, snart til kvinder og snart i det indre være en kvinde selvom min krop er en mands. Dette er selvsagt sat på spidsen, og ingen tænker velsagtens sådan. Men kan det udelukkes, at en fragmenteret og flydende digital kultur, hvor det før så fasttømrede forhold mellem form og indhold er afløst af dynamiske og flydende grænseflader i det mindste har banet en vej for tanken om, at min (køns)identitet også kan være flydende og dynamisk, selvom jeg har en krop, der peger i en bestemt retning? At den devaluering eller i al fald underbetoning af det korporlige, som ligger i det digitale også til en hvis grad kan findes i queer-ideologien, der trods al dens til tider temmeligt stereotype kropsfixering, på sin vis ringeagter og tilsidesætter kroppen og de grænser som helt naturligt findes i fysiologien?


Illustrationen til denne artikel har jeg ikke kunnet finde ophavet til, udover at den er en animeret version af coverbilledet til Juli 2011-udgaven af WIRED magazine, hvor den akkompagnerer cover-artiklen “The Mental Machine”.