Gå til indhold
Nej, din gud er ikke stor

Nej, din gud er ikke stor

Hvad er det for en sølle gud, der ikke selv kan klare sagerne, men må gøre brug af forvirrede tilhængeres overgreb på vilkårlige personer?

‘Kære jihadist

Du og dine venner råber ‘Allahu akbar!’, inden I stikker, skyder eller speeder op for at ødelægge menneskeliv og sprede så meget lidelse og angst som muligt.

‘Gud er stor!’

Aha.

Din gud er stor – det er derfor, han skal have hjælp til at udøve sin ‘retfærdighed’? Ved at slå tilfældige mennesker ihjel?

Din gud er stor – derfor stoler du ikke på, at han ved, hvem der gør hvad her på jorden? Derfor stoler du ikke på, at han i sin time vil sørge for, at alle får som fortjent?

Din gud er stor – derfor må du være hans øjne og hænder og sværd?

Dine handlinger viser, hvilken gud du egentlig tror på i dit hjerte, og dine handlinger råber til himlen om en gud, der åbenbart ikke er mand for sin hat. En halvblind, smålig tyran.

Så nej, din gud er ikke stor

Han er en ynkelig, menneskeskabt kopi. Et fjernt ekko af den sande Gud: Han, der ved og kan alt. Som ikke bor i templer eller lader sig tjene af menneskehænder, eller i det hele taget brug for mennesker til noget som helst. Han, som i sin godhed og almagt giver os alle liv og ånde og alle ting (ApG 17). Også dig.

Han, som nok selv skal gøre arbejdet, fordi han er den eneste, der er kvalificeret til det. Opgaven med at bedømme og belønne. Genoprette balancen. Gøre vores liv op. Han er garanten for retfærdighed. Alle får løn som fortjent. Derfor skal jeg ikke rende rundt og lege dommer og bøddel.

HAN kan noget, jeg ikke kan: Både hade dig i din usle adfærd og elske dig med ufattelig, urimelig kærlighed.

Både sige til dig og mig, at vi ryger lige lukt i helvede, hvis vi fortsætter af vores eget spor – og række hånden frem og sige: ‘Vend om til mig, så vil jeg vende om til dig. Vend om til mig, så giver jeg dig ikke, som du har fortjent, men som min søn har fortjent. Det kan jeg gøre. Det kan jeg tillade mig. Det er retfærdigt. For jeg lod ham betale – og han gjorde det frivilligt. Han tog helvede for dig. Sådan er han, og sådan er jeg’.

Gud, der er værd at skrive hjem om

Se dét er da en Gud, der er værd at skrive hjem om! Eller skrive en post på nettet. Eller tusinde. Så det har jeg gjort her. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med at gøre, indtil han tager sin livsånde fra mig. For det er ham, der bestemmer, om jeg lever eller dør. Ikke nogen forvirret jihadist eller vildfaren bilist eller dødbringende cancer.

Han har styr på alting. Det hviler jeg i, samtidig med, at jeg gør, hvad jeg kan, for at udbrede ret og retfærdighed, hvor jeg kan – med fredelige midler. Han skal nok føre sin vilje igennem på en måde, jeg aner, men ikke forstår fuldt ud. Det kan du også hvile i. Så vend om til ham. Lad våbnene ligge, kravl ned fra dommersædet, og overlad det til ham, der er den eneste, der har fortjent at sidde der.

Kærlig hilsen, Manuel’