Gå til indhold
Nej, din gud er ikke stor

Nej, din gud er ikke stor

’Allahu Akbar!’ råber de islamistiske terrorister inden de myrder løs. Men hvad er det for en sølle gud, der ikke selv kan klare sagerne, men må gøre brug af fanatiske tilhængeres overgreb på uskyldige?

‘Kære morder

Du råbte ‘Allahu akbar!’ inden du spredte ondskabens rædsel og kaos ved at overfalde en uskyldig kirketjener og to tilfældige kristne kvinder i Notre Dame i Nice. Sådan som I jo har for vane, når I stikker, skyder eller trykker speederen i bund for at ødelægge menneskeliv og skabe så meget lidelse og angst som muligt.

‘Gud er stor!’

Aha.

Din gud er stor – det er derfor, han skal have hjælp til at udøve sin ‘retfærdighed’? Ved at slå tilfældige mennesker ihjel?

Din gud er stor. Derfor stoler du ikke på, at han har styr på, hvem der gør hvad her på jorden? Derfor stoler du ikke på, at han selv kan straffe eventuel synd?

Din gud er stor. Derfor må du være hans øjne og hænder og sværd?

Dine handlinger viser, hvilken gud du tror på. De råber til himlen om en gud, der åbenlyst ikke er mand for sin hat. En impotent, nærtagende, ubarmhjertig tyran.

En ynkelig kopi

Så nej, din gud er ikke stor. Han er en ynkelig, menneskeskabt kopi. Et fjernt ekko af den sande Gud: Han, der ved og kan alt. Som ikke bor i templer eller lader sig tjene af menneskehænder, eller i det hele taget brug for mennesker til noget som helst. Han, som i sin godhed og almagt giver os alle liv og ånde og alle ting (ApG 17). Også dig.

Han, som nok selv skal gøre arbejdet. Det, vi både længes efter og gruer for: At balancen bliver genoprettet. At alle får som fortjent.

Han er garanten for retfærdighed, og han er den eneste, der er kvalificeret til det. Derfor skal du og jeg ikke rende rundt og lege dommer og bøddel.

Han afsagde dommen og tog straffen – dødsstraffen

Han kan noget, jeg ikke kan: Både hade dig i din usle adfærd og elske dig med ufattelig, urimelig kærlighed.

Både sige til dig og mig, at vi ryger lige lukt i helvede, hvis vi fortsætter af vores eget spor. Og række hånden frem og sige: ‘Vend om til mig, så vil jeg vende om til dig.’

Han, som både afsagde dommen og tog straffen – dødsstraffen. Så du ikke behøver få, som du har fortjent, men kan få, som han har fortjent.

Det kan Gud. Den sande Gud. Det kan han tillade sig. Det er retfærdigt. For han betalte selv for dig – og han gjorde det frivilligt. Han tog helvede for dig. Sådan er Gud. Stor. Vend om til ham.

Kravl ned fra dommersædet

Dét er en Gud, der er værd at tale om. At skrive hjem om! Så det har jeg gjort her. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med at gøre, indtil han tager sin livsånde fra mig. For jeg er ikke bange for dig, for du er ikke i kontrol. Det er han. Han, der bestemmer, om jeg lever eller dør. Ikke nogen forvirret jihadist eller vildfaren bilist eller dødbringende cancer.

Det hviler jeg i. Det kan du også komme til. Så læg din kniv, kravl ned fra dommersædet og overlad det til ham, der er den eneste, der har fortjent at sidde der.

Kærlig hilsen, Manuel’

Denne blog er en opdateret version af en blog fra den 31. august 2017.

Barn af Gud, gift med Rikke, far til Clara, Christian og Katrine. Global pressechef i ISS, leder i Netværkskirken, prædikant i Københavnerkirken og med i ledelsen af Netværk for Missionale Menigheder (NMM)