Gå til indhold
Når livet går i minus

Når livet går i minus

”Når jeg er magtesløs, så er jeg stærk”, sagde Paulus. Men hvordan?

Billedet er en livslinje. På plussiden magter vi livet. Vi står i en overskudsposition, hvor problemerne er overskuelige og overkommelige. Indtil der pludselig sker der noget. Vi ryger ned i ikke-magten, i afmagten, ”jeg kan ikke overskue det”. Vi oplever at komme til kort.

Den oplagte misforståelse er, at hernede møder vi heldigvis den opstandne Kristus. Han kommer med sin opstandelseskraft, giver os styrke og hiver os op over linjen, så vi igen magter livet/situationen. Den personlige ”God of the Gaps” – Gud, som fylder mine huller ud. Det er den oplagte tolkning inden for vores styresystem. Positiv psykologi med kristologisk topping.

Guds styresystem

Med risiko for at bruge et plat billede, har en computer og en iPad hvert sit styresystem. Hvis du konstant forsøger at finde musen på en iPad, vil du blive skuffet. Den er bygget op på et helt andet tankesæt. Den er grundlæggende anderledes.

Guds styresystem er anderledes end vores. I afmagten møder vi ganske rigtigt Kristus. Men frem for at hive os op, leder han os ad den stiplede linje i modellen, hvor fortegnene er byttet om. Som kristen, som kirke, er Gud ikke vores personlige ”God of the Gaps”, der lapper uheldene. Nej, han vender om på fortegnene og siger, at det er ”når jeg er magtesløs, er jeg stærk”. Hos Gud fortsætter menneskets liv nede i afmagten. Det gælder ikke alene i forhold til frelsen (at vi ikke kan frelse os selv) men i livet generelt. Når Paulus beskriver denne afmagt, taler han også om pisk, bekymringer, skibbrud, søvnløse nætter, sult osv. Guds magt udøves i magtesløshed, skriver Paulus.

Afmagts Gud

Det er to forskellige styresystemer. To paradigmer. Det menneske, som oplever afmagten og forventer, at Kristus skal hive ham/hende op igen, kan meget nemt blive skuffet. Hvis afmagten varer ved, tolker vi det ofte som Guds fravær.

Jeg lever med en smertefuld, invaliderende og progressiv sygdom og Gud har ikke hevet mig op over linjen. Tværtimod. Det er mig en dyb, uigennemtrængelig gåde. Hvordan skulle jeg være et bedre redskab for Gud på denne måde. Men almagts Gud er også afmagts Gud. Han er ikke fraværende. Han ved, hvad han gør. Det gælder både når jeg selv er topfrustreret, og når jeg mærker dyb taknemmelighed over at kunne stå/ligge i tjeneste under hans uforståelige styresystem.

Hvad så når ting lykkes?

Er der ikke mere at sige end det? Jo. Nogle gange giver Gud giver os da kraft til at kæmpe. Problemer overvindes, sygdomme helbredes og kræfter vender tilbage. Det korte svar er, at Gud nogle gange tvinger os ind i afmagten, og at han andre gange giver os ressourcer og muligheder for at ”give os helt hen i arbejdet for Herren.” (1. Kor 15). Resultatet er dog det samme, dejlige paradoks: Guds magt udøves i magtesløshed.