Gå til indhold
Nådeår

Nådeår

Tilbage til start 24/7 365. Tilbage til nåden hver dag i hele 2019.

Man bliver nemt lidt døv over for ting, man hører igen og igen. Ordet nåde har jeg hørt med jævne mellemrum hele mit liv, det har været et kerne-ord for mig. Det er uvurderligt. Alligevel oplever jeg med lige så jævne mellemrum en slags døvhed over for det. Det har svært ved at trænge helt ind – altså sådan at det bliver siddende. Jeg kan ikke fastholde det – evangeliet om nåden. Jeg kan det i teorien, men mit hjerte og mine tanker afspejler, hvor fjernt det ligger min syndige natur at regne helt med Guds nåde. Hvor ofte tager jeg mig ikke i at tænke, at Gud nok alligevel også ser lidt – bare lidt – på, hvor god eller dårlig jeg har været, og belønner hhv. straffer mig.

Jeg fik en simpel anskuelsesundervisning i det en dag: Jeg havde lige sat mig på cyklen, da det slog mig, at jeg ikke havde fået holdt andagt og bedt for dagen – det var fint nok – altså at opdage det – men det rigtigt slemme var at registrere den efterfølgende tanke, som meldte sig, om at nu var jeg nok mere udsat for at blive ramt af en ulykke – fordi jeg ikke havde bedt. Hvor beskæmmende! Tænk, at jeg – som hver dag har erfaret Guds ufortjente godhed og nåde – kunne tænke småt og forkert om Gud. At hans beskærmelse skulle afhænge af min bøn, eller omvendt, at ulykken ikke skulle kunne ramme, fordi jeg havde fået bedt.

Tilbagegang

Der er noget i os, der vil væk fra det forhold til Gud, hvor vi “kun” har nåden. Derfor er kristnes åndelige vækst også uløseligt forbundet med at “komme tilbage”, igen og igen tilbage til udgangspunktet.

Nej, at modtage og at leve af Guds nåde bliver aldrig “et overstået stadie”. Tværtimod! Det er alvorligt nok at have så hårdt brug for nåden, som vi har, men det er endnu mere alvorligt, hvis vi mister erkendelsen af, hvor totalt vi er prisgivet Guds barmhjertighed. Der er noget i os, der vil væk fra det forhold til Gud, hvor vi “kun” har nåden. Derfor er kristnes åndelige vækst også uløseligt forbundet med at “komme tilbage”, igen og igen tilbage til udgangspunktet.

Amnesti på højeste plan

Esajas profeterede om nådeåret fra Herren, og nådeåret har forbindelse til jubelåret, som 3 Mos 25 beskriver: Hvert 50. år skulle fanger og slaver frigives, al gæld skulle eftergives, og folk skulle vende tilbage til deres ejendom i frihed.

Med Jesus får vi nådeår hvert år, og vi eftergives – ikke økonomisk gæld – men gælden til Gud: al vores synd og skyld. På den ubegribelige og befriende præmis – at Gud har eftergivet os hele vort livs gæld – går vi igen ind i både et nyt kalenderår og et nyt kirkeår, hvor teksten om nådeåret (Luk 4) hører til.

Vi ved ikke noget som helst om 2019 – om hvad der vil ske i den store verden, i kirken, i min lille verden, om jeg får alle 365 dage at leve i, osv. Men vi ved, at det vil være et nådeår, at alle dage i det nye år vil være dage, hvor Gud tilbyder at eftergive vores ubetalelige gæld. Dage, hvor det, som sker med os, ikke skyldes hverken fortjeneste eller straf, men nåde!

Det er blevet sagt sådan i en prædiken: “Et nådeår er amnesti på højeste plan”.

Glædeligt nådeår!