Gå til indhold
Mars eller omvendelse

Mars eller omvendelse

Vejen til evigt liv går ikke via Mars, men ved omvendelse og tro på Jesus. Det vi må tro og håbe på, er verdens genfødsel frem for verdensforbedring.

Forleden kunne man i en avis læse, at præsident Obama mener, at bestræbelserne på at kunne landsætte mennesker på Mars bør intensiveres, fordi det kan dreje sig om menneskehedens overlevelse. En koloni på Mars kan blive redningen, når gamle moder jord drager sit sidste suk, måske på grund af menneskets umådeholdne forbrug af hendes ressourcer.

Obamas forslag kan synes en smule ude i hampen. Men der er noget i det, der bør kalde på forståelse, når man ser på menneskets talent for ondskab og ødelæggelse.

Krig og konflikt

I slutningen af sidste århundrede spåede den amerikanske forfatter og professor Francis Fukuyama historiens ophør. Det lyder som en dommedagsprofeti, men det var det modsatte. Det var en profeti om demokratiets globale sejr. Og som følge af det: enden på de store konflikter. Fremover ville der kun være tale om små, overkommelige konflikter. Historiens bølgende gang fra den ene til den næste konflikt, så at sige energien i historiens fremdrift, ville være væk.

Fukuyamas profeti er foreløbig uopfyldt. Det ligner snarere en falsk profeti.

Det nye årtusind blev indledt med en konflikt, som mest af alt blev som den lille snebold, der endte med at blive en lavine. 9/11 2001. Sidenhen et utal af store og små konflikter med politisk-religiøse undertoner, bredt ud over store dele af verden. Og ved Europas døre står flygtningene opmarcheret i mængder, som varsler enorme samfundsforandringer, som nok så mange folketingsvedtagelser ikke synes at kunne dæmme op for.

Historien synes i den grad at gå sin skæve gang, og ind imellem kan man næsten få klaustrofobiske sci-fie-billeder på nethinden af en tiltagende dyster fremtid for menneskeheden. Og Obama foreslår en Mars-koloni.

Omvendelse er nødvendigt

På søndag (den 16. oktober) skal jeg prædike over en tekst, hvor Jesus for en sjælden gangs skyld tager afsæt i den almindelige katastrofestemning. Det drejer sig om Luk 13, 1-9, hvor Jesus henviser til en terroragtig handling af Pilatus og en sammenstyrtning af et tårn, som givetvis skyldes menneskeligt sjusk.

Alle har talt om det, og noget af snakken har gået på skyldsspørgsmålet. Jesus tager fat i den ende, i det om skylden, og afviser blankt, at ofrene var mere skyldige end andre. Men han lader det ikke stå ved en sådan lidt blød, human afvisning af menneskets skyld. Tværtimod strammer han på en måde historien, og siger: Hvis I ikke alle sammen omvender jer, vil det gå jer på samme måde som ofrene. Underforstået: I er alle lige skyldige til død og dom.

Jesus siger altså, at i denne verden, som er spoleret af menneskets ondskab og egoisme, i yderste instans af den onde selv – i denne verden, kræves der én ting før alt andet af os: at vi omvender os.

Hvorfor? Fordi verden grundlæggende aldrig bliver anderledes. Vi kan kolonisere Mars – hvis vi altså kan – men det vil fortsætte. På Mars og hvor som helst. For ulykkerne kommer fra menneskehjertet, som alt for tidligt blev forbundet med ondskaben i egen person.

Den danske digter Erik Knudsen sagde det på denne måde: ”Hvad nytter den skudsikre vest, når døden kommer fra hjertet”.

Verdens genfødsel frem for verdensforbedring

Kaldet til omvendelse bunder i en dyb erkendelse af, at der er noget, der går forud for og efter alle verdensforbedringer. Og det er verdens genfødsel. Og den genfødsel kræver noget andet, der er lige så radikalt: omvendelsen. Som også i sin inderste natur er forbundet med en ny fødsel.

Dét er ikke et nej til store og små verdensforbedringer og livsforbedringer. Det ville stritte imod alle Jesu ord om næstekærlighed, barmhjertighed, gavmildhed osv.

Men når boet skal gøres op på bundlinjen, så siger Jesus: Verdens genfødsel frem for verdensforbedring. Den enkeltes genfødsel frem for moralsk forbedring.