Gå til indhold
Mandens plads er i hjemmet

Mandens plads er i hjemmet

Vi begår en stor fejl, hvis vi begræder familielivets og hjemmets opløsning i det moderne fortravlede samfund, uden at have en historisk horisont, der rækker længere tilbage end kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

Hvis, du, kære læser, hvis opmærksomhed jeg har fået den ære at holde et øjeblik, uproblematisk læser og forstår engelsk og har fordybelsesevne og tid til at læse 2500 yderst velskrevne og skarpe ord, så skynd dig bare videre til denne artikel, istedet for at lade dig nøjes med mit sammenkog. Den er både underholdende, tankevækkende og væsentlig.

Pointen i artiklen, der er skrevet af John Jalsevac, som jeg intet iøvrigt kender til, er at vi begår en stor fejl, hvis vi, når vi begræder familielivets og hjemmets opløsning i det moderne fortravlede samfund, ikke har historisk horisont til at drømme os længere tilbage end lige før kvinderne i stort tal i efterkrigstiden kom ud på arbejdsmarkedet. En kindhest til partriarkiet og en ventil for feministerne.

Lad mig komme med nogle udklip fra artiklen. Jeg citerer først direkte på engelsk og nedenfor i en hjemmestrikket dansk oversættelse. Vælg selv.


For as long as the present generations can recall, it has been the norm that a man should leave not only mother and father, but also wife and children, and cleave to his desk. And while the two do not thereby become one flesh, the unity of man and desk at times eclipses that of man and wife. But it was not always so.

In 1820, the earliest date for which I can find reliable statistics, some 2.1 million men in the United States worked in “farm occupations” – that’s 72% of the work force. It is worth remembering that by 1820, the industrial revolution was in full swing, siphoning men off the land and spitting them into the factories, meaning that were we to possess reliable statistics going even a little farther back, we would find a considerably higher percentage of men working the land. A significant percentage of the remainder would have been employed in the trades: blacksmiths, wheel-wrights, butchers, bakers, candlestick-makers. Many of these, especially in the smaller towns, would have worked out of shops attached to their own homes. And while some of those working in “farm occupations” would have been working as hired labor, most would have been tilling the fields of their own ancestral homesteads.

In other words, until quite recently, a huge percentage of men worked – as we now say about a privileged class of telecommuters – “from home.” There are fantastically good arguments in favor of this arrangement. Not least of these are the psychological and spiritual health of the man and the unity and stability of his family. Any man in a happy marriage with children who has had the good fortune (as I have) to work from home will know what I mean: there is a “wholeness” that comes of having the whole of one’s life revolve around that most vital fact of one’s identity: one’s vocation as husband and father. A man working from home is a man with an undivided heart. This is especially true if his spouse is also at home, for there then opens up the possibility of forging an intimate partnership of effort: two souls striving for one goal, united in one mind, one heart, one flesh.

If we simply accept that the industrial revolution drove men into the factories, and from there the technological revolution drove them the cubicles, it is time to expose the hidden cost upon which both were predicated. It is quite simply true, historically speaking, that for the average man to wake up every day and to leave his home and wife and children – not as an exception in time of war or other necessity, but as the universal norm – and to spend the better part of his life in an office working amidst perfect strangers is an anomalous thing. We are so accustomed to scoffing at the anachronistic arguments against women’s working in what was once the sole domain of men, that we have forgotten to ask how it is that nearly all our men got there in the first place.

A man who has forgotten the hearth has forgotten his heart: he is a man adrift at sea, and there is no telling upon what alien shore he may be washed up, or to what mischief he may then direct his powers.

We may never be able to return en masse to the farms or workshops, but there is value to be had merely in mourning for what has been lost, which process reminds us of what we might yet be.

It may not be immediately possible to change the place they work, but it is possible to change the way they work, and live – that is, with an eye always to the locus to which all of their work ought to be referred: the home.


Og så på dansk:

Så længe de nulevende generationer kan huske, har det været normen, at en mand ikke kun skal forlade mor og far, men også kone og børn og knytte sig til sit skrivebord. Og mens de to ikke derved bliver et kød, opleves det til tider som om at mandens og skrivebordets enhed overgår manden og konens. Men det var ikke altid sådan.

I 1820, det tidligste årstal, hvor jeg har kunnet finde pålidelige statistikker, arbejdede omkring 2,1 millioner mænd i USA i “landbrugsopgaver” – det var 72% af arbejdsstyrken. Det er værd at bemærke, at den industrielle revolution allerede i 1820 var i fuld gang med at lede mænd væk fra landbruget og ind i fabrikkerne, hvilket betyder, at hvis vi havde statistikker, der går lidt længere tilbage, vi ville finde en betydelig højere procentdel af mænd, der arbejder i landbruget. En betydelig procentdel af resten ville have været ansat i småerhverv: smede, hjulmagere, slagtere, bagere, lysestagestøbere. Mange af disse, især i de mindre byer, ville have arbejdet ud fra butikker, der var knyttet til deres eget hjem. Og mens nogle af dem, der arbejdede i “landbrugsopgaver”, ville have arbejdet som ansat arbejde, ville de fleste have dyrket deres egne forfædres jorde.

Med andre ord: indtil for ganske nylig arbejdede en stor procentdel af mænd – som vi nu siger om en privilegeret klasse af arbejdstyrken – “hjemmefra.” Der er fantastiske gode argumenter til fordel for en sådan ordning. Ikke mindst mandens psykologiske og åndelige sundhed og familiens enhed og stabilitet. Enhver mand i et godt ægteskab med børn, der har haft den lykke (som jeg har) at arbejde hjemmefra, vil vide, hvad jeg mener: der er en “helhed”, der springer ud af at hele ens liv kredser omkring de mest vitale elementer af identiteten: kaldet til at være mand og far. En mand, der arbejder hjemmefra, er en mand med et udelt hjerte. Dette gælder især, hvis hans ægtefælle også er hjemme, for der åbner der mulighed for at smede et intimt partnerskab: to sjæle stræber efter ét mål, forenet i ét sind, ét hjerte, ét kød.

Hvis vi accepterer, at den industrielle revolution drev mænd ind i fabrikkerne, og at den teknologiske revolution derfra kørte dem ind kontorbåsenene, så er det i det mindste på tide at udstille de skjulte omkostninger, som begge udviklinger bragte med sig. Det er helt enkelt sandt, at det for den gennemsnitlige mand hver dag at vågne og forlade sit hjem og kone og børn – ikke som en undtagelse i krigstid eller anden nødvendighed, men som den universelle norm – og at bruge størstedelen af sit liv i et kontor, og der arbejde blandt fremmede, er en uregelmæssig ting. Vi er så vant til håne de anakronistiske argumenter mod kvinders arbejde i det, der engang var manden eneste domæne, at vi har glemt at spørge, hvordan det kan være, at næsten alle mænd kom dertil i første omgang.

En mand, der har glemt sit arnested (engelsk: hearth), har glemt sit hjerte (engelsk: heart); han er en mand, der går til søs, og der er ingen fortælling om, hvilken fremmed kysten han kan blive vasket op, eller hvilken ulykke kan han da styre sine kræfter.

Det er muligt, at vi ikke i stor stil kan vende tilbage til gårdene eller værkstederne, men det har værdi i sig selv at begræde det, der er gået tabt; en proces, der kan lære os om, hvilke fremtidige livsvilkår, vi kunne tænke os.

Det er måske ikke muligt at ændre det sted, vi arbejder, men det er muligt at ændre på måden vi arbejder og lever – det vil sige med et øje altid på det sted, den lokalitet, som al vort arbejde bør referere til: hjemmet.

Artiklen giver noget at tænke over til de (mænd), der patriarkalsk-konservativt måtte tilslutte sig 1950’er-house-wife-idealet om en mor, der i al sin kvindelige pleje-kapacitet tager kærlig hånd om hjem og børn og far (når han kommer hjem) – en gruppe hvori jeg i mit stille sind på en politisk ukorrekt og uheldig dag med en hvis ret kunne placeres. Indtil jeg læste denne artikel. Samtidig er artiklen en kærkommen (må jeg formode) ventil for den feminisme, der nødvendigvis må være fromme kristne kvinder, som føler de må undertrykke, når konfronteres med dette (af og til ligefrem teologisk begrundede) husmoder-ideal.

(P.S.: Og så gør det jo heller ikke noget skidt, for et fremskridtskritisk menneske som mig, at artiklen stiller et forsigtigt spørgsmålstegn ved den udvikling, som begyndte med industrialisering, stordrift, effektiviseringsregimer og indtil videre er endt med skyskrabere fyldt med skriveborde, der er fyldt med skærme og tastaturer, som både mænd og kvinder forlader deres hjem og børn for at betjene. Vi må ikke romantisere fortiden – alt var ikke bedre i gamle dage – men vi begår også en fejl, hvis vi dermed reelt mener og tænker at alt er bedre i vor tid; hvis vores horisont for, hvordan man kan tænke om livet her og nu begrænser sig til, hvad vi eller vores forældre måske, hvis det går højt kan huske.)