Mænd på Tripp Trapp prædikestol

Til kamp for børn og mænd

Vi er mange mænd, som kan argumentere længe og tårevædet om, hvorfor kvinder ikke skal være præster. Det er fint. Men lige så nidkære vi er for at bevare prædikestolen på egen banehalvdel, lige så dovne er vi ofte, når det gælder prædikestolens Tripp Trapp version. Når børnene skal oplæres og have Guds gode nyheder fortalt, overlader vi hellere end gerne det hele til kvinderne. Kvinder må nemlig gerne have ansvar for børnene. Desuden er børnene lidt besværlige, og vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op med dem.

Børnenes Danmark

I børnenes Danmark er en voksen næsten altid en kvinde. I daginstitutionerne er mænd yderst sjældent inventar. I skolerne er forholdet 2:1¹ i kvindernes favør. I hjemmene er det ofte far, der arbejder længe eller pendler langt. Det er et problem for børnene, og det er et problem for mændene. Af samme grund ved mange mænd ikke, hvordan vi skal håndtere en gruppe børn. Vi har ingen rutine. Når vi en sjælden gang bliver nødt til det, bliver resultatet nemt famlende og overforsigtigt eller autoritært og kommanderende.

Behov for mænd

Hatten af for de mænd, der har kastet sig ind i (pude)kampen. Børnene har et kæmpe behov for mænd at læne sig op ad. Mænd, der er til deres rådighed. Mænd, som kan vejlede dem for tid og evighed. Mandlige børneklubledere og søndagsskolelærere, som vil træde ind i deres kvindedominerede hverdag og udvide farvepaletten, sproget og livsudfoldelsen.

Og kvinderne? Vores dygtige, engagerede kvinder har brug for aflastning! Flere skuldre at fordele ansvaret og opgaverne på. Og mon ikke de vil glæde sig over den komplementaritet, dynamik og inspiration det kan give, når kønnene arbejder sammen?

Prædikestolene er lige vigtige

Børnenes prædikestol er lige så vigtig som de voksnes. Børnene skal også have Guds krav og gave forkyndt, for at de kan have livsfællesskab med deres himmelske far. De skal oplæres i tro og Bibelhistorie. Dette er både mænds og kvinders ansvar. Jeg mener faktisk, at vi mænd, som rettelig vil forbeholde os menighedens prædikestol, har et skærpet ansvar for også at træde op/ned på børnenes prædikestol. Hvis vi ikke er villige til børnearbejdet, afsender vi i praksis et kønsdiskriminerende, Bibelmodstridende budskab: Den prestigefyldte, Gudspåberåbte prædikestol forbeholder vi os selv – kvinderne kan tage rallet.

Vi har forskellig udrustning og tjenester i kirkens arbejde. Ikke alle skal være børnekirkeledere. Men vi skal have flere mænd med nådegave til at vejlede og forkynde for børnene. Børnene er kirkens nutid! Vi skal tage ansvaret for kirkens forkyndelse på os – også den larmende del af ansvaret, som vi deler med kvinderne.