Gå til indhold
Krisen udstiller vores skrøbelighed

Krisen udstiller vores skrøbelighed

Af gæsteblogger Stefan Gustavsson, svensk teolog og forfatter.

Krisen, som netop nu går verden over, ser ud til at blive dybere og vare længere, end de fleste havde forestillet sig. Nu handler det ikke længere om dage og uger, nu tales der om måneder og tilbagevendende bølger af smitte.

For os i den sekulariserede vestlige verden betyder det, at mange af vores selvfølgeligheder bliver udfordret. Krisen er ikke blot en medicinsk og økonomisk krise; den er mere og mere en eksistentiel krise. Når civilisationens travle jag uventet bliver byttet ud med karantæne og isolering, dukker mange fortrængte spørgsmål op.

Krisen blotlægger vores sårbarhed og grundlæggende skrøbelighed.

Som en lukket musling

Europa og Sverige har længe været som en musling, der lukkede sig for Gud. Under en hård og tilsyneladende uigennemtrængelig skal har mennesker gemt sig for Gud for selv at skabe deres liv. Slagordene har været individualisme, autonomi og sekulær humanisme: Mennesket er altings mål.

Gud og evigheden har vi smidt på porten. Det er jaget og nuet, det gælder.

Og det er muligt at ignorere spørgsmålet om Gud, så længe man er ung, rask, rig og smuk. Problemet er, at ingen mennesker på længere sigt bliver ved med at være det. Krisen, som vi gennemlever netop nu, rejser de store spørgsmål om livet og Gud. Overladt til os selv står vi ”rådvilde over havets og brændingens brusen” – for at bruge Jesu ord om den sidste tid (Luk. 21,25)

Rundt om os ser vi nu, hvordan folks illusioner om livet brister.

Besøgelsestider

I tidligere vækkelsestider har man talt om ”besøgelsestider”. Hvor som helst vækkelsen slog igennem, vågnede lokalsamfund og byer af åndelig ligegyldighed. Man så pludselig sit liv i et nyt lys, virkeligheden trængte sig på, og Gud blev uomgængelig. Man oplevede, at Gud besøgte mennesker for at kalde dem til sig.

Som kristne er der flere ting, vi må gøre i den aktuelle situation. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre smittespredning og beskytte hinanden mod at blive syge. Vi skal selvfølgelig også stille op og hjælpe hinanden med de mange nye behov, som opstår.

Og så skal vi bede om, at dette onde kan føre til noget godt – til en åndelig åbenhed, en åndelig opvågnen, en ny besøgelsestid fra Herren.

Behov for mere end selvhjælpsteknikker

I medierne diskuterer man folks bekymringer, og hvilke strategier der kan afhjælpe dem. Der er fokus på, hvordan vi skal komme igennem krisen, så livet kan vende tilbage til det normale, til alt, som det var før. Men vores bøn bør handle om en langt mere dybtgående løsning af krisen.

Det er indlysende, at smitten skal stoppes, og de økonomiske hjul skal snurre igen. Men vi kan dårligt nøjes med at bede om at vende tilbage til det sekulære normale.

Førhen sagde man (på svensk), at nød skulle staves med å som i nåd(e). I nøden kan et menneske nemlig besinde sig og se sit behov for Skaberen og derefter opleve nåden, Guds nåde: At han besøger os og gør os til sine. Vores små og svage liv bliver pludselig kædet sammen med en meget større virkelighed og et langt større perspektiv end jaget og nuet.

Det handler ikke om åndelig selvhjælpsteknik, strategier der får os til at føle os bedre tilpas eller om ritualer, der kan hjælp os gennem svære perioder som en coronakrise. Nej, det handler om, at Gud virkelig findes og kalder på os.

Lad os bede udholdende – ikke blot om, at krisen bliver løst. Nej, lad os også bede om, at vores lande bliver brudt op som en lukket musling, og at mennesker får besøg af Gud.

Denne blog blev bragt som leder i den svenske avis Världen idag den 21. marts 2020. 

Stefan Gustavsson er teolog og internationalt anerkendt for sit apologetiske arbejde. Han har skrevet en lang række bøger, hvoraf flere er oversat til dansk, bl.a. ’Skeptikerens guide til Jesus’.

Han er leder af det svenske Apologia – center for kristen apologetik.