Gå til indhold
Juleterror

Juleterror

Mandag den 2. var det 32 dræbte i Bagdad. Lige før jul var det 12 i Berlin. Lidt før det 25 i Cairo. Jeg skriver det med tal – 32. Men jeg burde mindst skrive det med bogstaver – toogtredive.

Vi taler om enkeltpersoner, med et helt netværk af enkelt-pårørende ved siden af.

Man kan blive sådan lidt apatisk lammet af alt det blod. Desillusioneret. Også på den tros-anfægtende måde. Hvor er Gud?

Den fredfyldte jul overruled af ekstrem ufred og vold.

Ligesom jule-miraklet i 1914 med stilhed og fred på en del af fronten. Fjernede det mon anfægtelsen, da de igen begyndte at skyde på hinanden? Næppe, snarere tværtimod. For hvad nyttede julefreden, når krigen herskede både før og efter?

Hvad nytter julebudskabet, når terroren hersker både før og efter? Hvor er Gud, når virkeligheden synes behersket af gudløshed?

Stefanusdag

Midt mellem terrorangrebene fejrede vi jul. Og midt i julen fejrede vi Stefanusdag, 2. juledag. Jeg oplever, at Stefanusdag på en måde samler det hele i sig. Død lige ved siden af liv. Ufred lige ved siden af fred. Kors lige ved siden af krybbe.

Særlig i år blev det meget tydeligt. I prædiketeksten til dagen fra Mattæus 23 taler Jesus om, at folk vil blive slået ihjel, korsfæstet, pisket og forfulgt. Det er som et varsel om det, vi oplever lige nu.

Og så siger Jesus: ”Over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til…”. Det er dom – og trøst. Retfærdigheden vil til sidst sejre, siger Jesus.

Og dét er julens kerne. Julen varsler enden på blod og drab. Al elendighed vil ikke bare fortsætte i al evighed. Summen af ondskab og vold og ufred ser ud til at være uforanderlig. Men ved tidernes ende forandres alt. For fredsfyrsten, som kom julenat, vil en dag komme og gøre arbejdet færdigt. Han vil holde dom.

Julen er ikke et pussenusse–budskab

Julen er ikke et pussenusse–budskab om, at Gud blev sådan en lille blød baby, fordi han elsker os så meget, og ved synet af babyen bliver vi bløde om hjertet. Dét er ikke svaret på terrorisme. Det er ikke svaret på krig. Det er ikke svaret på øjensynlig endeløs blodsudgydelse, på korsfæstelse, pisk og forfølgelse.

Julen varsler ophøret af al uretfærdighed fra mordet på Abel til mordet på 32 i Bagdad.

Julen varsler dom og ny begyndelse.

En veteran fra 1. verdenskrig mindedes i et interview den mærkelige hændelse i julen 1914, da freden pludselig indtrådte i et par dage.

Men det holdt jo ikke, sagde journalisten. Nej, sagde den gamle veteran, men ”vi lærte, at det ikke er julen, der bringer fred. Julen er et løfte om, at Jesus vil bringe fred. Til alle, som tror, til hele verden. Når tiden er inde. Julen er et løfte om, at en dag kan vi komme hjem. Jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal hilse på nogen af disse tyske soldater igen.”