Gå til indhold
Julepyntsforargelsen

Julepyntsforargelsen

Hvad jeg så vil gøre med min julepyntsforargelse? Tillade mig den lille tilfredsstillelse, der ligger i forargelsens bitter-søde nydelse?

Jeg hører til den del af befolkningen, der føler ubehag ved julepynt, der kommer for tidligt op. Især den slags, som dukker op i bybilledet og forretningerne i sidste halvdel af oktober og begyndelsen af november. Og jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste. Det er som om, at den kommercielle udnyttelse af julen absolut skal vække os mindst en måned før tiden til det årlige advents- og julemode. Jeg bryder mig ikke om det og føler på en måde, at de stjæler noget fra mig ved at foregribe det i utide.

Nu tror jeg ikke, at selv et meget højt aktivitetsniveau i lokalpolitik vil kunne ændre ret meget ved hele julekommercialiseringen. Års lobbyarbejde vil måske kunne flytte gågadens guirlander et par dage, men det er nok også det hele.

Det rejser et ny spørgsmål, nemlig hvad jeg så vil gøre med min julepyntsforargelse?

Jeg kan selvfølgelig bare lade den passe sig selv, og igen i år tillade mig den lille tilfredsstillelse, der ligger i forargelsens bitter-søde nydelse. Men af erfaring ved jeg, at det også er forbundet med en risiko, nemlig risikoen for, at det hænger ved lidt for længe ind i adventstiden, som egentlig skulle være en opbyggelig forberedelsestid til fejringen af julens mirakel og gave. Julepyntsforargelsen gør ikke noget godt ved mig.

En anden mulighed er at gøre et eksperiment, nemlig om julepyntsforargelsen kan konverteres til noget positivt. Midlet tror jeg i så fald skal være taknemmelighed. Ikke taknemmelighed for det alt for tidlige julesalg. Dertil når jeg nok aldrig. Men en øvelse i at se bagom de lysende julemænd og blinkende stjerner og sige til sig selv: Det kan godt være, at alt dette gøgl er en misforståelse af, hvad julen handler om – især i oktober og november – men årsagen til, at vi år efter år fejrer jul, er faktisk fantastisk. Og det, som vi fejrer i glad og eftertænksom taknemmelighed i adventens og julens højtid, er jo vigtigt året rundt. Også i oktober og november, når de første juleudstillinger dukker op.

Gud trådte ud af sin usynlighed, så vi nu kan kende ham bedre end nogensinde før. Han blev vores menneskebror. Han prøvede at være et helt menneske som os. Og til sidst tog han som vores bror vores skyld på sig og  blev dømt i vores sted. Den er en enorm kærlighedserklæring. Havde den ikke været der, havde der sådan set ikke været noget julepynt. Så I år vil jeg prøve, at konvertere min julepyntsforargelse til taknemmelighed over det, som findes langt inde bagved.