Gå til indhold
Jesus og identitetspolitikken

Jesus og identitetspolitikken

En langt bedre vej. Ny testamentes kristne var befriet for identitetspolitikkens slaveri, fordi de havde fået en identitet i Kristus, som ingen myndighed kunne tage fra dem.

Tilbage i 2017 blev der under store protester på Washington State College krævet en dag med adgang forbudt for hvide mennesker på campus. Årsagen var ifølge demonstranterne, at hvide mennesker for længe havde nydt privilegier i uddannelsessektoren. Nu skulle de på egen krop mærke, hvordan det er at blive udelukket. Professor Bret Weinstein sagde, at han anså begivenheden for undertrykkende, og at han ville møde op på campus alligevel. Det fik flere hundreder demonstranter til at samle sig i protest og storme både undervisningslokaler og uddannelseslederens personlige kontor. Flere uger efter begivenheden blev professor Weinstein frarådet at besøge campus af sikkerhedsgrunde.

Begivenheden er et rammende udtryk for den identitetspolitik, der er blevet så betydningsfuld for vores tid. På venstrefløjen handler det om at sikre særrettigheder for etniske, religiøse og seksuelle minoritetsgrupper, mens det på højrefløjen udtrykker sig i form af nationalistisk populisme hos personer som Geert Wilders og Marine le Pen.

For nylig udkom Francis Fukuyamas anmelderroste bog om emnet Identity. Fukuyama ser værdien i en politik, der bygger på anerkendelse og en afvisning af, at nogen skal lide under deres kulturelle tilhørsforhold, men peger samtidig på, at denne dyrkelse af den særegne gruppeidentitet truer med at rive demokratiet fra hinanden. Hvis alle grupper skal have deres unikke særrettigheder, hvordan opretholder vi så et retssystem, hvor alle er lige for loven i kraft af deres fælles status som borgere?

Befriet for identitetspolitikkens slaveri

I mine øjne møder vi i Det Ny Testamente en langt bedre vej.  De tidlige kristne havde deres at kæmpe med i Romerriget. Paulus siger ligefrem, at apostlene var blevet ”som affald i verden” (1 Kor 4,13). Igen og igen oplevede de kristne forfølgelser under kejser Nero, Domitian og Trajan. De havde om nogen haft grund til at kræve særhensyn fra staten.

Det gjorde de imidlertid aldrig. Tværtimod vedblev de med at tale myndighederne op og kalde de kristne til lydighed: ”for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud” (Rom 13,1).

Hvordan kunne de sige sådan? Det skyldes uden tvivl, at de kristne ikke længere havde noget behov for offentlig anerkendelse. De var befriet for identitetspolitikkens slaveri, fordi de havde fået en identitet i Kristus, som ingen myndighed kunne tage fra dem.

Det havde altså intet at gøre med konfliktskyhed eller magelighed: Apostlene holdt sig ikke tilbage fra at forkynde evangeliet, selvom det kostede dem sikkerhed, familieliv og endda livet selv. Blot var de ikke så optagede af at kræve rettigheder, som de var af at gøre deres pligt.

Tænk hvis kristne i dag kunne ligne apostlene ved at vise, at vi ikke er afhængige af offentlig anerkendelse, fordi vi har vores identitet i Ham, som døde for os? Ville det ikke gøre et udsletteligt indtryk på kulturen og inspirere mennesker til at opsøge kirken på ny?

Jeg bilder mig ikke ind at være så uafhængig af andres anerkendelse, som apostlene var. Men jeg ved, hvor jeg kan gå hen for at blive det mere og mere: Til ham som gør den ugudelige retfærdig ved tro på Kristus alene.