Gå til indhold
“Jeg går ikke i kirke… De vil ikke fortælle mig, at jeg er en synder”

“Jeg går ikke i kirke… De vil ikke fortælle mig, at jeg er en synder”

Man må gi’ manden ret; synd og skyld er i vores tid ikke det, der tales mest om i kirken i al almindelighed.

Udtalelsen i overskriften kommer fra forfatter Søren Fauth i et interview. Paradoksalt nok, for kirken beskyldes ellers mest for det modsatte – nemlig at tale alt for meget om synd.

Men man må gi’ manden ret; synd og skyld er i vores tid ikke det, der tales mest om i kirken i al almindelighed.

Gælder det så også menigheder med tilknytning til ELN og højrefløjen i det hele taget? Nej, jeg tror gerne, vi vil fortælle, at mennesket er en synder, som Jesus er kommet for at frelse – og at vi også gør det. Men jeg tror ikke, det udfoldes hverken lige så meget eller lige så klart, som det burde. Vi er påvirkede af en tidstypisk forsigtighed og frygt for at sige noget, der kan opfattes hårdt og uempatisk og dermed risikere at støde og såre nogen. Vi er mere komfortable med at tale om Guds kærlighed og frelse, end om den alvorlige baggrund for den!

“Vi er jo ikke helt fejlfrie” eller “Vi gør nogle gange nogle dumme ting”! Den slags formuleringer bruges ikke sjældent. I mine ører en voldsom underdrivelse og bagatellisering! Sikkert udtryk for en velment hensyntagen, men også et signal om en urealistisk nedgradering af synden til blot at skulle handle om fejl eller dumheder. Men der er langt fra fejl og dumheder og til at stå skyldig og fortabt overfor Gud!

Jeg kan ind imellem føle mig “talt ned til” på en malplaceret og blødsøden facon, som om forkynderen ikke rigtigt “nænner” at sige sandheden og kvier sig ved at bruge ord som synd og skyld. Eller emnet får plads i en enkelt indskudt sætning, hvor det virker, som om vi hurtigst muligt skal videre i teksten til noget knap så tungt. Men jeg vil gerne kunne genkende mig selv i en mere usminket og autentisk fremstilling af syndens problem og finde overensstemmelse mellem min erfarede virkelighed og det talte. Sjælesørgerisk og selvinddragende skal der tales om synd og skyld, men aldrig undvigende og undskyldende.

Der er en tendens til, at der oftere relateres til svigt og skyld over for medmennesket og sjældnere til, at det er noget, jeg står med over for Gud, og til at vægten lægges på den nød, som er en konsekvens af synden (lidelser af alle slags) i højere grad end på den nød, som handler om mit skyldforhold til Gud. Jeg kunne m.a.o. ønske større fokus på selve forsoningen, pladsbyttet, at Guds frelse krævede et offer.

Spørger man bekendende kristne, hvad troen på Gud betyder for dem, vil mange svar handle om det, at Jesus er min ven, at jeg kan bede til ham, at han forstår min lidelse, Guds nærvær osv. Det er ikke forkerte svar, men det er til eftertanke, hvis man relativt sjældent møder et svar, som handler om syndernes forladelse, at jeg er fri af min skyld over for Gud, som det helt basale.

Mit anliggende er at opmuntre til frimodigt at prædike og samtale mere ligefremt og mindre tilforladeligt og “pænt” om synd. For det eneste, der kan holde os i live åndeligt set, er at møde Gud både i hans dom og i hans frikendelse! Der er brug en tydelig modvægt til den forkyndelse, som udelukkende taler om Guds kærlighed, men aldrig om syndens nød, og hvad det kostede Gud at frelse os fra den.