Gå til indhold
I keder mig til døde

I keder mig til døde

Jeg savner fornyelse, undring og provokation.

Denne gang har det været svært at finde et blog-emne at skrive om. For uanset hvilket emne, jeg er gået i gang med, så er jeg stoppet, lettere irriteret, fordi det minder om noget, der lige er blevet sagt eller skrevet om i forvejen. Det bliver for forudsigeligt.

Forudsigeligheden

Sådan klagede også en fra min familie sig den anden dag over, at han stort set aldrig hører en ny, overraskende sætning eller vinkel – uanset hvilket kristent møde, seminar eller prædiken, han lytter til. Tro ikke, at han er arrogant eller alvidende. Læs det som et savn efter at høre noget nyt. Et savn jeg også selv genkender. Groft sagt oplever jeg, at de samme temaer, ord og sætninger bliver jongleretrundt på skift i én uendelighed. Jeg snakker om forudsigeligheden, når jeg tager til et seminar om den trælbundne vilje eller de sidste tider. Håbet om, at jeg må undres eller provokeres. Erkendelsen af, at jeg blot blev mindet om.

Og det er skam også uhyre vigtigt. Påmindelsen. Gentagelsen. For visse ting er så vigtige eller uudgrundelige, at vi må høre dem igen og igen. Det er ikke mit anliggende at udfordre gentagelsen af det allermest centrale.

Jeg vil derimod udfordre den, tillad mig at sige generelle, cirkelbevægelse af tanker, ord og viden, som jeg synes kan tendere indenfor kristne kredse. Jeg savner fornyelse, undring og provokation. Og så er spørgsmålet:

Hvordan når vi derhen?  

Helt logisk: Ved at gå derhen, hvor det er nyt, forundrende og provokerende. Vi tager form af dem, vi færdes med, så hvis vi holder os indenfor samme kredse, ja, så er det svært at skabe spændende sproglig eller tankemæssig fornyelse.

Man kunne for eksempel opsøge kirker, møder eller seminarer, som ligger længere væk fra andedammen, end hvad trygt føles. Måske besøge andre lokaliteter indenfor det kirkelige landsskab? Eller opsøge ”verdslige” møder om spændende temaer – de findes i stakkevis. Det kunne også være at lytte til podcast-prædikener fra udlandet? Eller grave efter nyt guld i gamle oldkirkelige tekster? Har du andre bud?

Autopilot

Det handler ikke om, at vi skal fusionere med samtlige kirkeretninger, men om, at vi har brug for en åndelig rusketur, så vi ikke døser hen i autopilot-sætningerne og i værste fald auto-pilot-troslivet.

Ansvaret for ikke at falde i søvn i forudsigelighederne bærer vi alle på. Men et særligt stort ansvar har forkynderen og underviseren, hvis formidling skal bringe liv og fornyelse. Så kære forkyndere: Grav dybt og bredt og gravi nyt terræn.

Alt imens krydser jeg fingre for, at dette blog-indlæg ikke minderalt for meget om noget, du lige har læst.