Afskærer vi det jødiske folk muligheden for at omskære deres drengebørn, vender vi ryggen til en del af vores egen frelseshistorie.
Der tegner sig nu en reel politisk risiko for, at et flertal i Folketinget vil forbyde rituel omskæring af drengebørn.
Religionsfriheden i Danmark er dermed på vej fuld fart ned af slidsken, og der må virkelig sidde nogle minoriteter rundt omkring og frygte for fremtiden.
Religion må vige for den i øjeblikket herskende folkestemning. Mange videnskabelige undersøgelser viser ellers, at omskæring ikke er sundhedsfarligt. Tværtimod mindsker det risikoen for visse sygdomme.
Kære Danmark, jeg forstår ikke logikken! Vi tillader som samfund, at forældre må ombringe deres børnefostre, hvis de (altså forældrene – næppe fostrene!) ønsker det. Vi kalder det abort. Nogen kalder det kvindens ret til at bestemme over egen krop; uanset om man kalder det for det ene eller det andet, kommer vi ikke udenom at, det i sidste ende handler om at afslutte en andens liv.
Det er her kæden hopper helt af. På den ene side må forældre få foretaget en abort, mens de selvsamme forældre inden længe skal kriminaliseres for at foretage en omskærelse af deres drengebarn…?
Hvordan kan det være, at de selvsamme forældre – som har ret til at få barnet aflivet inden fødslen – nu skal forbydes at praktisere deres tro?
Omskærelsespagten er et profetisk tegn
Det, et flertal i Danmark for tiden taler om at forbyde, er et pagtstegn mellem Gud og det jødiske folk. Alene derfor bør vi som kristne støtte retten til at omskære drengebørn.
Gud er kærlighed. Omskærelsespagten er derfor en kærlighedspagt: Giv mig din kærlighed, siger Gud. Til mændene. Men kvinderne er også omfattet af pagten. Det er hele gudsfolket som er omskåret, når drengene omskæres.
Hvis vi afskærer det jødiske folk muligheden for at omskære deres drengebørn, vender vi som kristne ryggen til en del af vores egen frelseshistorie. Og vi fratager det jødiske folk en enestående mulighed for at gribe og forstå evangeliet – dåben sammenlignes netop med omskærelse i Det nye Testamente. I dig skal alle jorden folkeslag velsignes, sagde Gud til Abraham. I kærligheden mellem Gud og Israel fødtes Jesus Kristus, verdens frelser. Omskærelsespagten er dermed også et profetisk tegn, som viser det jødiske folk hen mod dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vi ser det i disse år, hvor jøder i stort tal modtager Jesus som Messias. De kalder sig messianske jøder, dvs. jøder som tror, at Jesus er Israels og hele verdens frelser.
Guds pagt med Abraham er en omskærelsespagt. Vi kan undre os over, hvorfor det lige er det pagtstegn, Gud vælger. Forfatteren Poul Hoffmann beskæftigede sig livet igennem med Mellemøstens religionshistorie og med bibelhistorien; han forstod omskærelsen som et tegn på kærlighed. Han skriver et sted, at “det, der ligger i omskærelsen, er, at Abraham og hans slægt vier deres kærlighed til Gud. Det er en symbolsk ofring til Gud af det organ, som det menneskelige kærlighedsliv på en særlig måde er knyttet til.” (Skabningens længsel, s.96)
Hvem bliver de næste?
Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der bagved modstanden mod drengeomskæring også ligger et Guds-had, et kirke-had, et Jesus-had? Er kristne de næste i køen?
