Gå til indhold
Hvem styrer i Brexit-kaos: Gud eller May?

Hvem styrer i Brexit-kaos: Gud eller May?

Vi siger, at Gud er historiens herre. Nye kapitler skrives i Storbritanniens historie, men hvem skriver? 

May

Svarer vi May og de andre rødder, svarer vi rigtigt. De tager beslutninger ud fra deres overbevisning, humør, intriger, fysiske velbefindende osv. ligesom alle vi andre. Verdens gang ledes af mennesker, der er lige så påvirkede af barndommens pottetræning, som du og jeg er – deres handlinger har bare langt større konsekvenser end vores har (jeg forudsætter her, at May ikke er blandt læserne af ELNs blog). Det skræmmer mig faktisk.

Os

Vi er også ansvarlige for vores egne små og store beslutninger. Vi har fået livet betroet. Evner, muligheder, begrænsninger, omgivelser og meget andet, som vi skal forvalte. “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den”, sagde Gud på skabelsens morgen. Andre mennesker og hændelser har stor betydning for os og vores livsløb, men det fjerner ikke vores grundlæggende ansvar for os selv og andre. Det er et privilegium, men det kan også skræmme mig.

Gud

Svarer vi Gud, svarer vi også rigtigt. Gud er hele klodens suveræne hersker. “Jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren frembringer alt dette” (Esajas 45,7). Gud er ansvarlig for historiens gang – både verdens store historie og min lille historie.
Eksempel: Maria og Josef drog til Betlehem, fordi Herodes tvang dem til det – og fordi Gud ville have Jesus født i Davidsbyen Betlehem.

Dybere

Begge svar er sande, den samme historie kan ses fra forskellige vinkler. Ikke desto mindre stikker det ene svar dybere end det andet. “Menneskets hjerte udtænker dets vej, men Herren styrer dets skridt” (Ordspr. 16,9). Vi tager hver især vores skridt i verden, men på forunderlig vis har Gud fod på dem alle. Han er ingen skæbnegud. Han har givet os frihed som forvaltere af livets glæder, goder og genvordigheder – og alligevel må vi berettiget takke ham eller klage til ham over det hele. Det er paradoksalt, rigt, lidt mærkeligt og meget lovsangsbefordrende.