Gå til indhold
Hvad nu hvis jeg vælger forkert?

Hvad nu hvis jeg vælger forkert?

Jeg drømmer ikke om at leve i middelalderen, men jeg mærker individualismens byrde på mine skuldre.

”Måske skulle man begynde at gå i kirke”. Ordene kom fra en yngre mand, hvis hustru kæmpede med en forsinket fødselsdepression. Det var ansvaret for barnets trivsel, hun ikke kunne overskue. I en verden med uendelig mange muligheder var det hendes ansvar – følte hun – at vælge det bedste for sit barn mellem eksperternes modstridende råd. Og hvis hun valgte forkert?

Det kan lyde overspændt – indrømmet – men er det ikke vilkårene i en individualistisk tid? ”Måske skulle man begynde at gå i kirke” reflekterede manden. Den lader vi lige stå lidt.

Middelalder og mure

Den norske forfatter Sigrid Undset (1882-1949) var bl.a. fascineret af middelalderen, fordi hun i den så en verdensorden, der gav mennesket Gud, kirke og slægt som indiskutable støttemure i livet. Man kunne opponere mod dem eller læne sig op ad dem, alt efter hvordan man havde det. Men de var der, og de gjorde det muligt for den enkelte at forholde sig til sig selv. I sin egen individualistiske samtid oplevede Undset derimod, at ansvaret for den enkeltes lykke og ulykke var lagt på menneskets egne skuldre. Og det var – mente madam Undset – ikke til at bære.

Jeg ville ikke bryde mig om at skulle leve i middelalderen (alene tanken om, at kaffen ikke var indført i Norden endnu …) men jeg genkender individualismens byrde på den enkeltes skuldre. Kræftpatienten der føler, at hun selv er skyld i sygdommen, fordi hun ikke har levet sundt nok. Teenageren der segner under vægten af muligheder og kravet om at skulle levere sit liv som en succes gennem sine valg. Kæmpende en ensom og desperat kamp mod sammenligningerne og de selvfordømmende tanker. Der er eksempler nok.

Jeg melder pas

Jeg kan ikke klare at skulle være almægtig i mit eget liv. Jeg kan ikke endeligt afgøre sandt og falsk, godt og ondt i mine valg. Jeg har brug for at læne mig op ad Guds ord om, hvad der er godt for mig som menneske – selv om det ikke ser videre succesfyldt ud.

Når jeg gør uret, kan jeg ikke nøjes med at høre ”det er da forståeligt” og ”tilgiv nu dig selv” – for jeg har ikke magten til det. Jeg har brug for at kunne gå til Gud (med stort G) som reelt har myndighed til at tilgive skyld.

Mit liv er ikke bare et resultat af mine egne valg, men et liv, den almægtige Gud lægger til rette for mig. Når konsekvenserne af mine valg gør ondt, så lever jeg i tillid til, at Gud alligevel kan bruge det i sin plan. – Selvom jeg godt nok ikke altid kan overskue hvordan.

Måske skulle man begynde at gå i kirke?

… sagde manden. Hvad forventede han at finde der? Måske fred for at bære ansvaret for at vælge rigtigt i alle livets forhold? Måske at læne sit hoved op ad én, der er stærkere, og som har både magten og myndigheden til at tale ind i hans liv? Det er i hvert fald en god begyndelse. Måske møder han også ham, der er Jesus Kristus. Det håber jeg.