Gå til indhold
Heldigvis ikke et barn endnu

Heldigvis ikke et barn endnu

Efter mere end 40 år med legaliseret abort er det en sag, der er blevet mere og mere tabubelagt

Jeg læste for nylig et interview med en kendt gravid kvinde. Hun havde tidligere haft en spontan abort og i hendes omtale af den, stødte jeg på følgende udtalelse – og ja, jeg stødte mig faktisk også på den: “Heldigvis var det ikke et barn endnu. Men vi var meget kede af det”! Hvilken selvmodsigelse! Hvordan er det muligt for et oplyst, rationelt tænkende menneske at udtale disse to ting på én og samme tid? Og dog – det er netop et ræsonnement som dette, der muliggør drab på tusindvis af ufødte børn: “Det er ikke et barn – ENDNU”!

Det er fortvivlende og man må spørge: Er der nogen gyldig grund til ikke at vide, at ethvert undfanget barn er et rigtigt menneske?

Abort og tabu

Ved sidste årsmøde i foreningen Retten til Liv debatterede vi, hvorvidt abortmodstanden med tiden er blevet mere og mere tabubelagt. Et spørgsmål jeg personligt vil svare ja til. Men hvorfor?

En grund er, at også abortmodstandere præges af tidens og samfundets konstante krav om tolerance overfor alt og alle – og af den politiske korrekthed, der ikke levner plads til, at noget kan bedømmes som entydigt forkert og usandt. Umærkeligt udvikles en større og større forsigtighed, retorikken nedtones og betoningen lægges på den positive tilgang, hvor man markerer sig FOR livet, snarere end IMOD abort. Vi er bange for at støde folk – også i “egne rækker” og sige rent ud, at provokeret abort er drab! Jeg mærker selv, at jeg ligger under for ”den gode tones tyranni’.

Slutte fred ?

Efter mere end 40 år med legaliseret abort, sker der desuden en vis ”affinden-sig-med” det faktum, at der er fri abort i Danmark. Det er uundgåeligt – og vi er jo også nødt til at leve med det – alt imens vi er imod det. Faren er, at vi derved også slutter en form for fred med det, som vi ikke burde slutte fred med.

Det er til eftertanke, at i takt med at abortmodstandernes tolerance er øget, er tolerancen fra tilhængerne tilsvarende aftaget.

Nuvel! Der er forskellige måder at være abortmodstander på. Det må vi give hinanden frihed til. Der er noget, der handler om ren og skær smag og behag, f.eks. mht. hvilke metoder man kan anvende for at formidle sit budskab. Men SAGEN skal holdes i live og må aldrig blive et tabu.

Citatet i indledningen viser hvor hårdt, der fortsat er brug for den røst, der TYDELIGT vil sige, at provokeret abort er drab på rigtige levende børn, og som insisterer på de ufødtes ret til at leve.

Denne sag minder mig i øvrigt om nogle ord, som for nylig blev skrevet på ELN-bloggen af Henrik Nymann Eriksen: “Sandheden kan undertrykkes, men den kan aldrig slås ihjel”!