Gå til indhold
Har du udliciteret din tro til fællesskabet?

Har du udliciteret din tro til fællesskabet?

En social spændetrøje eller en personlig relation

På det seneste er jeg stødt på en del fortællinger om mennesker, der har oplevet at deres personlige frihed har været indestængt i et fællesskab, de har været en del af. Social kontrol kan opleves som et regulært overgreb, som en underliggende konsensus stemning, man selv deltager i – eller som noget helt tredje.

Ved årets begyndelse fandt problematikken også vej til statsministerens nytårstale. Går vi endnu længere tilbage, til d. 5. december 2017, blev der sendt en tankevækkende udgave af P1 programmet Geetisk råd. Her fortalte tre unge mennesker om deres brud med et miljø, hvor de var blevet udsat for social kontrol. Én kom fra Jehovas vidner, én fra et muslimsk miljø og én fra den kirkelige højrefløj.
Radioudsendelsen gav mig en grim eftersmag af ærgrelse, særligt på grund af den unge mand, som var omtrent jævnaldrende med mig og havde sin baggrund mange af de stamme steder, som jeg selv har.

Iltmangel

Det er meget trist, når et menneske oplever, at vedkommendes åndsfrihed lider af iltmangel. Jeg oplever også af og til selv, at en klaustrofobisk fornemmelse knytter sig til min tro.
Jeg har truffet et personligt valg om at tro på Jesus. Det præger min hverdag og mit tankesæt i høj grad. Jeg sætter en dyd i at tage Bibelen seriøst, og jeg går i kirke. Jeg har købt hele pakken, om man så må sige.
Der er imidlertid mange ting i Bibelen, som er svære at forstå, og også en del ting, som umiddelbart strider mod min intuition. Jeg har også oplevet kristne fællesskaber som ganske uperfekte og til tider indsnævrende. Det er med til at udfordre min tro og kan gøre mig i tvivl om, hvorvidt kristendommen egentlig bare er et luftkastel. I de situationer oplever jeg, at det er frugtbart at være ærlig.

At rådne indvendigt

Hvis vi ønsker at skabe fællesskaber, hvor vi minimerer sindelagskontrol og giver hinanden plads og respekt, så tror jeg, den bedste fremgangsmåde er, at du og jeg er ærlige overfor os selv og hinanden.
Når vi behager den gode stemning, og siger ting vi ikke mener, fordi det er, ”det man skal sige”, så kvæler vi åndsfriheden. I øvrigt tror jeg også, vi dræber troen både i os selv og i folk omkring os. Så udliciterer vi nemlig vores tro til fællesskabet og distancerer os fra dens indhold. Det kan være positivt at læne sig op af gode rammer, råd og retningslinjer i et sundt fællesskab, men hvis rammerne er alt, hvad der er, så tror jeg, der er god sandsynlighed for at rådne indvendigt med tiden.

Oprigtighed er afgørende

Hvis du er kristen, men føler at kristendommens indhold er stoppet med at give mening for dig, så tror jeg, at det er vigtigt, at du stopper op og tager det seriøst.
Ellers er du med til at skabe et miljø, hvor oprigtigheden er sat udenfor døren.
Kristendommen handler netop om en personlig relation til Gud. Hvis Gud findes, og Bibelen taler sandt om ham, så er det aldeles ligegyldigt, om du følger spillereglerne i det ene eller det andet kristne fællesskab, hvis ikke du har et oprigtigt og ærligt forhold til ham, og sætter din tillid til ham.

Jeg bygger ikke min tro på fraværet af anfægtelser. Min tro er en tillid til en frelser, som jeg erfarer i min hverdag, men dog ofte savner at mærke – en tillid til en skaber, som jeg synes, der er gode fornuftsgrunde til at tro på, men som jeg stadig har mange spørgsmål til.