Gå til indhold
Gravsten i flertal

Gravsten i flertal

Jeg sidder på hug i gruset på min storebrors gravsted og ser på den alt for tunge sten.

Tyngden og uigenkaldeligheden ryster mig. Hvem kan flytte sådan en sten? Stenen tynger på os alle, og sorgen, der ikke kan finde ud af at gå i takt, lægger endnu flere sten på hjerterne. Alt det, vi ikke nåede at sige, vise og gøre.

Jeg sidder i gruset og husker en rejse til Madagaskar. Vi sidder i evangelistlederens stue, og han fortæller om sin tid som præst i en landsby blandt de nordlige stammer, der stadig dyrkede forfædrenes ånder. En dag var hele landsbyen på benene. Der skulle vælges en sten til at lukke døren ind til det begravelseshus, hvor stammen lagde sine døde. Det skulle være en stor sten, en stærk sten, så de ærede og frygtede forfædre ikke utidigt blandede sig i de levendes liv. Præsten fulgte med på afstand uden at deltage aktivt i processionen. Efter ritualet henvendte stammelederen sig til præsten som en slags anerkendelse af, at han var mødt op: ”Hvordan udvælger I kristne så stenen til jeres forfædres gravhuse?” ”Jo”, svarede præsten. ”Vi har slet ikke brug for nogen sten. Vores forfar, Jesus Kristus, er opstået og har væltet stenen til side. Han har brudt dødens forbandelse. Han er ikke i graven længere. Han lever evigt … og vi skal leve evigt.”

Tusindvis af bitte små sten

Det er jo sådan, det er! Mindet om præstens ord letter noget af den tyngde, synet af stenen udstråler. Det er jo sådan, det er! Hverken sten eller sorg eller fortrydelse kan mindske Jesu opstandelses altgennemtrængende kraft og sejr over døden.

Jeg sidder på hug på min storebrors gravsted og lader fingrene løbe gennem gruset. Tusindvis af bitte små sten. Og tanken kommer til mig, at jeg skal huske de levende. Huske at sige, vise og gøre det, der er vigtigt så længe vi følges ad. Jeg lægger en lille sten i lommen. Den er til at bære.