Gå til indhold
Grænser for tolerancen

Grænser for tolerancen

Regnbue-ideologiens tolerancen rækker ikke til de mange, der mener, at køn er biologi. At mennesker er skabt som mand eller kvinde.

Der findes en række konstanter i tilværelsen. Solen står op i øst. Paven er katolik. I august er der Pride.

Heller ikke i forbindelse med Priden blev der rykket ved konstanten: Medier zoomede velvilligt ind, erhvervsvirksomheder stod i kø for at svøbe sig i regnbueflag, og selv statsministeren priste Priden og udtrykte, at i Danmark siger vi fra – som i helt fra over for kræfter som ønsker fortidens forstokkede menneskesyn.

Priden er en ideologisk festival – en markering af fri kønsidentitet og grænseløs seksualitet. Til glæde for nogle.

Men vi er stadig mange, som ser anderledes på tingene. Kirkelige såvel som ikke-kirkelige.

En række kirkelige ledere stod i denne uge frem i medierne og stillede spørgsmålstegn ved tolerancen hos bannerførerne i Pride-bevægelsen. De fremhævede for eksempel, at køn handler om biologi. Ikke om følelser, ikke om konstruktion.

Reaktionen udeblev ikke: ”Landsbytosser” blev de kirkelige kaldt af en talsmand for LGBT+ i Danmark. Her går tolerancens grænse.

Hvis man i dagens Danmark ikke går uforbeholdent ind for regnbueflagets grænseløshed, er man intolerant, ubehagelig, småskør. Eller med Løkkes ord: Forstokket.

Ve den, som ikke bøjer knæ for regnbueideologien. Kun en tåbe frygter ikke den offentlige udskamning, der følger med en kritik menneskesynet bag. Det svarer til at tegne Muhammed. Det gør man bare ikke. Vreden venter rundt om hjørnet.

Men vi holder ikke op med at sige det, der skal siges:

At kærligheden mellem mand og kvinde er en strøm af liv fra Guds hjerte. Han elsker hende, som den kvinde, hun er, og hun elsker ham, som den mand, han er.

Kærlighed har ikke kun noget med hovedet og hjertet at gøre, også med vores kroppe, vores kønsorganer, som Gud har skabt til den dybeste og inderligste sammensmeltning af mand og kvinde.