Gå til indhold
Glædelig påske!

Glædelig påske!

Jens Lomborg, formand for ELN, ønsker glædelig påske med ny salme.

Evangelisten Johannes fortæller om, hvordan Maria Magdalene* mødte Jesus i haven påskemorgen. Hun genkender ham i første omgang ikke, men tror han er havens gartner. Indtil en velkendt stemme lyder: “Maria!”

Og hun erfarer: Jesus lever! Lyslevende!

Her er en lille ny påskesalme, hvis du har lyst at gå og nynne lidt for dig selv i din påske-karantæne.

Mel. Se, nu stiger solen

1  Hør, hvor fugle synger i vilden sky.
Morgensolen favner den tavse by.
Ånden blæser liv i en krop, som er død;
Fuglesang og pulsslag og solen så rød.

2  Graven brydes op og han træder ud,
solens stråler varmer den kolde hud.
Verden er forandret, berusende skøn,
stille haven summer af lovsang og bøn.

3  Påskeliljer, krokus og hyacint;
Jesus og Maria*, en kvart en kvint.
Kærlighedens flamme, og duften af Ånd,
Jord og himmel favnet i Skaberens Hånd.

4  Menighedens bønner og salmesang
dirrer nu af længsel og påsketrang.
Stor er lovsangsglæden, vi hejser vort flag,
og vi takker dig for den solgyldne dag!