Gå til indhold
Fra Luder til Eleutherius til Luther

Fra Luder til Eleutherius til Luther

Der kan ikke være mange næser forbi hvilke nys om det i 2017 forestående 500-års reformationsjubilæum er passeret ubemærket.

Eller: Det er nok kun de færreste, hvorom det gælder, at det kommende 500-års reformationsjubilæum i 2017 er gået deres næse forbi.

Eller: Ikke mange, kan længere være uvidende om, at vi i 2017 fejrer 500-års-jubilæet for reformation.

Eller: De fleste har nok efterhånden fanget, at 2017 markerer 500-året for reformationen.

Eller: Ja, den er feset ind: reformationen er 500 år gammel i 2017!

Ja, man kan udtrykke det samme på mange forskellige måder. Nogle mere snirklede og velformulerede end andre. Nogle mere ligefremt begribelige end andre. Personligt har jeg en forkærlighed for den intentionelt blomster-snirklede og finurligt bedagede sprogdragt. Indrømmet: en god portion selvhøjtidelighed og ungdommelig “se-hvad-jeg-kan”-ambitiøsitet (ja, jeg er klar over, at jeg som ca. 31-årig for længst burde have sunget ungdommelighedens sidste strofe) er velsagtens iblandet denne min kærlighed til en højstemt og nærmest stolt ufolkelighed.

Så meget desto mere, må jeg tage hatten af, for den person og ikke mindst personlighed, som var både initiativtageren, hjernen og drivkraften i netop den reformation, som behørigt bør og vil blive fejret næste år. Ikke mange når Luthers intellekt til sokletterne. Endsige hans flid og stamina. Og, det skal være min (ærke-lutherske) påstand, hans teologiske indsigt og dømmekraft, der nærmest opleves som instinktiv, er blevet endnu færre skænket. Skulle han have haft sådanne ambitioner, kunne han helt uproblematisk have steget til tops i et studentikost elfenbenstårn, for aldrig mere at nærme sig den plattysktalende pøbel.

Frihedskæmper

Men hvad gjorde han? Ja, han kravlede ganske vist op i et tårn i Wartburg. Men han kom ned igen. Ned med en tilgængelig tysk Bibel, som han egenhændigt imponerende hurtigt og dygtigt, men til den intellektuelle katolske elites store fortrydelse ikke havde oversat til deres latinske magtsprog, men til folkets eget tyske hverdagssprog. Hos Luther var der ikke akademiske stjernenykker. Ja, sporer man ikke en vis portion social indignation over romerkirkens slåen mønt på den skærsildsfrygt hos den jævne uoplyste menigmand, som den selv samme kirke med tvivlsomme teologiske begrundelser havde monopol på at indgyde?[1] Sådanne vildfarelser kunne han ikke længere sidde overhørig hin Halloween (ja, det var det faktisk) i Wittenberg for præcis 499 år siden, hvorfor han offentliggjorde de senere så berømte 95 teser, der skulle sende afladslæren på porten. Men Luther må undervejs indse, at det er folket, som han bedst og mest udbytterigt kan få i tale.[2] Romerkirken er for indkroget i sin egen (magt)fuldkommenhed. Den er kommet til at budgettere med lægfolkets ærefrygt. Bogstavelig talt.

Men hos Luther har vi at gøre med en ærlig forkæmper for den sunde evangeliske teologi, der sætter mennesker fri. Fri fra undertrykkelse. Hvadenten undertrykkeren er pave, kardinal, abbed, afladsprædikant eller den knugende skamfulde samvittighed over egen syndig ufuldkommenhed. Denne frihedskamp er for Luther først og sidst en kamp for den evangeliske frihed, hvilket jeg kan frygte vil blive nedtonet i den kommende brede reformationsfejring, hvorfor vi pligtskyldigt må minde hinanden om, at det er den dyrtkøbte, men dog gratis-nådige fred og frihed, der kæmpes for og om. Kristenmenneskets frihed er det altafgørende mål.

En latinsk svipser

I det lys er det da også forståeligt at den unge Martin er faldet for fristelsen til at hoppe med på datidens mode og latinisere sit oprindelige efternavn, Luder, (som vistnok er lignende uheldigt på tysk som på dansk), således at han aldeles ufolkeligt og elitært fra (ja sandelig!) 1517 lystrede navnet Eleutherius, som er en latinsk omskrivning af det græske eleutheros, som netop betyder fri.[3] Jeg skal være den første til at tilgive Luther dette øjeblik af ungdommelig 34-årig selvhøjtidelighed. Få år senere vender han da også “tilbage” til det mere tysk-klingende og jordnære Luther. Og det er præcist det jordnære, det almindelige hverdagslige og til tider lidt logisk uafstemte, som Luther (også sammenlignet med de andre reformatorer) særligt bringer.

Måske er dette sidste ren tågesnak. Jeg tror nu, der er noget om det. Måske og forhåbentlig er vi alle blevet lidt klogere, når 2017 er omme.


[1]: Ikke at jeg på nogen måde, skal gøre Luther til social aktivist. Hertil har vi få mange eksempler på nedladende og decideret ubehagelige udfald mod bønder og jøder i særdeleshed fra hans fyldepen. Måske kunne man sige, at folkeligheden hos Luther var baseret på hans teologi i langt højere grad end på hans social-politiske ståsted.

[2]: Og måske også en uærlig lokalfyrste i ny og næ, som øjner en chance for at vriste sig fri af den fjerne Romerkirkes indflydelse. Jeg fristes i denne sammenhæng til at citere Paulus: “Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over.”

[3]: Historien om dette korte navne-intermezzo kan jeg ikke mindes at have hørt før for nogle dage siden, da jeg læste om det på Århus Universitets Reformationsblog, som nok kan være et “følg” værd.


Billedet ovenfor er et screenshot fra en video lavet af MotionWorks, en 3d-rendering af Luther lavet på baggrund af hans dødsmaske.