Gå til indhold
Fra det dybe råber jeg til dig…

Fra det dybe råber jeg til dig…

Mængden af informationer i forbindelse med Covid19 er enorm i denne tid, og man drages af hver dags nye udmeldinger med seneste dødstal  – økonomiske beregninger – status mht. værnemidler og tests – mulige kommende restriktioner osv. osv.

Alt, hvad der handler om forbindelsen mellem himmel og jord, om Gud og evigheden, er der derimod ikke den store opmærksomhed på i samfundet generelt.

Modgangstider – af hvad slags de nu end er – giver ofte anledning til, at man standser op, bliver stille, trækker sig lidt tilbage og mærker, hvor lille man i virkeligheden er. De mindre vigtige ting fortoner sig, og man kan pludselig på en forunderlig befriende måde stille skarpt på, hvad der er det virkeligt vigtige. For vores natur – med ekstrem hang til kontrol – er det sundt og nødvendigt at blive konfronteret med den afmagt og skrøbelighed, som til enhver tid er vores sande position. Vi ved egentlig godt, at vi er afmægtige og små, men det er som om, der skal modgang til, for at vi for alvor erkender det.

Forfatteren til salme 130 i Bibelen har erkendt sin sande position, når han udbryder: “Fra det dybe råber jeg til dig, Herre”.

Biskop, Kai Jensen (1899-1963), skrev disse vise ord om det at råbe til Gud – fra det dybe:

“Fra det dybe – er det sandt? Er det ikke snarere sådan, at vi er på overfladen, når vi taler med Gud? Vi afleverer vor bøn uden at udlevere os selv, idet vi beder. Vi kræver ind og glemmer, at Gud ikke skylder os det ringeste. Vi siger: giv mig! Giv mig det omgående! I stedet for at sige fra det dybe: tag mig! tag mig uden forbehold; ellers går jeg til bunds!

Fra det dybe – er det vor situation som kristne? Er der lidenskab i vores trosforhold? Præger det os, at vi befinder os i en lille båd i bølger og brænding, og vi er fortabt, hvis vi bliver overladt til os selv? Eller er troen snarere en byrde, vi slæber på sammen med den øvrige bagage? Forstår vi det indefra, sådan at vi af hele vort hjerte kan skrive under på Luthers påstand: Jeg fortabte og fordømte menneske? Da ved vi lidt om, hvad det vil sige, at råbe til Herren fra det dybe.

Fra det dybe – ja, til sidst når vor båd går på grund, er der nok nogle, der vil forstå, at der er et eneste, vi mennesker trænger til; det er forbarmelse”.

 Åbne døre” skriver sådan i en opfordring til bøn: “

… Vi beder om, at milliarder i hele verden må indse deres behov for Gud…”

Ja, tænk hvis denne pandemi kunne foranledige en fornyet besindelse på andet og mere, end hvornår hjulene igen sætter i gang, og alt bliver som før og på det faktum, at uanset alt, hvad vi kan – og det er ikke så lidt! – er vi hjælpeløse uden Gud. Tænk hvis vi i tide ville besinde os på, at selvom flertallet sandsynligvis vil overleve denne virus-fjende, så kommer den sidste fjende, døden til alle før eller siden. Og den fjende overlever man kun ved at råbe om hjælp til ham, som besejrede den – og som er i det høje, men ser til os i det dybe.

Herre, forbarm dig!

Illustration: Ingunn Thrana