Gå til indhold
Er jeg min lyst?

Er jeg min lyst?

At prioritere sin tro eller moralske overbevisninger højere end sin seksualitet, synes åbenbart for mange at være umenneskeligt og krænkende.

Som én, der er født i 1993, hører jeg til en generation, der har oplevet en radikal omvæltning i samfundets generelle opfattelse af homoseksualitet. Fra at være et skældsord, er ”homo” nu blevet en positiv identitetsmarkør, som naturligvis stadig er forbundet med store sociale risici, men som af offentligheden i dag hyldes som et udtryk for frihed og mangfoldighed.

Den udvikling er jeg meget taknemmelig for, og vi bør fortsat gøre hvad vi kan, både som samfund, kirke og enkeltindivider, for at modarbejde diskrimination af seksuelle minoriteter på arbejdspladsen, i hjemmet og, ja,på stadion.

Imidlertid undrer det mig at se den forargelse, som har fulgtaf en holdning som den, Peter Nissen præsenterede i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 24. april. Psykolog Anne Knudsen skildrer i sit svar den 1. maj ligefrem Peter Nissens frie, personlige valg om at leve i seksuel afholdenhed som ”en barsk melding til de unge: Du er forkert. Din kærlighed er forkert. Du må ikke leve i overensstemmelse med den, du er. Du skal lave dig selv om.”

Det er påfaldende, at Peter Nissens personlige beretning om, at afholdenheden for ham havde store spirituelle fordele, i dag opleves som en trussel mod homoseksuelles grundlæggende værdighed. At prioritere sin tro eller moralske overbevisninger højere end sin seksualitet, synes åbenbart for mange at være umenneskeligt og krænkende. Men det bekræfter blot Peter Nissens pointe: ”Jeg har lyst – derfor er jeg” er tidens slogan, og det må ikke siges imod.

Det er forhåbentligt unødvendigt at påpege, at det, at mærke seksuel lyst, ikke er ensbetydende med, at man bør handle på den: Hvis vi ikke formåede at undertrykke nogle af vores seksuelle impulser, havde der formodentlig ikke fandtes et eneste trofast og lykkeligt ægtepar i historien. At al lyst ikke er af det gode, betyder dog ikke, at man ”er forkert” eller ikke må ”leve i overensstemmelse med den man er”. Netop dét er imidlertid, hvad Peter Nissen bliver beskyldt for, når han vælger at afholde sig fra homoseksuelle forhold.

Årsagen er formodentlig, at vi i dag tænker homoseksualitet, ikke bare som et tiltrækningsmønster, men som en personlig identitet. Derfor forekommer det os, at det at undertrykke netop disse impulser, nødvendigvis må være en fornægtelse af sig selv, hvilket udgør en stor udfordring for kirkens mulighed for at forkynde sin seksualpraksis som en frisættende livsvej i vores tid.

Det ville imidlertid være naivt af os at tro, at vi med et fingerknips kan adskille seksualiteten fra identiteten, og vi bør derfor italesætte emnet med største ydmyghed i vores tid. Gode og rigtige slagord som ”det er ikke dig, men dine handlinger, som Bibelen påtaler” giver slet og ret ikke mening for homoseksuelle i dag. Det kræver tid, arbejde og god sjælesorg at kunne slutte fred med sin seksualitet, uden blot at henvise den til sjælens mørke afkroge fyldt med skyld og skam, og samtidig erkende, at den ikke behøver at definere mig, og at jeg kan leve et lykkeligt liv i seksuel afholdenhed.

Kirkens opgave i dag er derfor først og fremmest at elske alle homoseksuelle og give en så forankret identitet i Kristus, at seksualiteten på et tidspunkt ikke længere behøver at definere mig, men bliver én del af min oplevelsesverden, som ikke skal fornægtes i skam, men forvaltes i kærlighed. Også når den kærlighed fordrer afholdenhed.