Gå til indhold
Er Europa kristent?

Er Europa kristent?

Kristne kan vælge tre strategier i et afkristnet samfund: Tilpasning, tilbagetrækning eller fremrykning på alle fronter. Norsk professor præsenterer skarp analyse af vor tids Europa.

Hvilke handlingsrum er der tilbage for kirken og kristne i et samfund, som synes mere og mere præget af afkristning, både når det gælder lovgivning, samfundsinstitutioner og tilslutning til kristne ritualer?

Den 31. maj offentliggjorde meningsmålingsbureauet Ipsos resultatet af undersøgelsen Norsk Monitor 2020, som blandt andet handler om, hvor stor andel af Norges befolkning, der tror på Gud. Det er en undersøgelse, som bliver gennemført hvert andet år, og som over tid kortlægger værdier, holdninger og adfærd i det norske samfund. Set fra et kristent synspunkt er resultatet nedslående. Andelen, som angiver, at de tror på Gud, er faldet fra 53 procent i 1985 til 30 procent i dag.

Ifølge undersøgelsen svarer 48 procent, at de ikke tror på Gud, mens 21 procent svarer, at de er usikre. Der er tale om en nedadgående tendens, som har stået på længe. Andelen, som siger, at de tror på Gud, er f.eks. faldet med fire procentpoint siden den seneste undersøgelse for to år siden og 23 procentpoint siden målingernes start i 1985. Særlig nedslående er tallene for aldersgruppen 25-39 år. Her svarer bare hver femte af de adspurgte, at de tror på Gud.

Hvorfor viger gudstroen

I fjor udgav den franske samfundsforsker Olivier Roy (f. 1947) en bog, som kan være med til at giv en bedre forståelse for nogle af de processer, som ligger til grund for den svigtende gudstro særligt blandt Vesteuropas befolkninger. Bogen hedder Is Europe Christian? (Er Europa kristent?), og forfatteren forsøger selv at besvare spørgsmålet fra forskellige perspektiver.

Roys er samfundsforsker med en særlig interesse for religion i det offentlige rum, og han har blandt andet skrevet flere bøger om islam. Han er tilknyttet European University i Firenze, hvor han har arbejdet siden 2009.

Bogen Is Europe Christian? handler om, hvordan kristendommen særligt som kilde til moralske normer har tabt terræn helt siden oplysningstiden i 1700-tallet. Men selv om spørgsmålet om kristendommens sandhed har været omstridt siden dengang – og måske endnu længere, så har kristne normer og værdier fortsat været centrale, når det gælder, hvilke værdier og normer, der har ligget til grund for de europæiske landes kulturer og samfundsliv, inklusiv de konkrete udslag kulturen har haft på lovgivningen. Det vil sige, sådan var det helt frem til 1960’erne.

Roy beskriver, hvordan netop 1960’erne blev et kulturelt vendepunkt, og at kristendommen som normativ samfundsfaktor siden den gang – og stadig i endnu højere grad – bliver udfordret af en ny samfundsideologi, som stiller sig kritisk over for den ’gamle’ samfundsorden og dens institutioner. Siden dengang har samfundet været valplads for en kulturkrig, som vi stadig står midt i.

Til trods for et stærkt engagement er det endt med nederlag, både når det gælder kampen mod fri abort, menneskesynet og kampen mod kønsneutralt ægteskab for blot at nævne nogle af de store sager. Samlet set har vi nu et samfund, hvor kristendommen er i defensiven. Det er et kulturelt hegemoniskifte på en gang, og det vil efterhånden få konsekvenser, som vi i dag blog aner konturerne af.

Den nye [norske] bioteknologilov er på sin vis et forvarsel om, hvad der venter. Mange husker sikkert billederne fra en fødeklinik i Ukraine, hvor børn født af rugemødre lå klar til ’levering’, men ikke blev hentet på grund af coronakrisen.

Begrebet hegemoni har Roy hentet fra den italienske, marxistiske filosof og politiker Antonio Gramsci (1891-1937) Gramsci anvendte begrebet ’kulturelt hegemoni’ om den måde, hvorpå en dominerende eller styrende klasse hersker over andre klasser i et samfund.

Det sker blandt andet ved at fremstille sin egne værdier og holdninger som almengyldige. Den hegemoniske ideologi bliver på den måde en voldsom stor kraft i og med, at den former virkelighedsforståelsen for de fleste mennesker i et samfund, ikke blot for de herskende klasser. På den baggrund bliver det krævende at være modkultur, selv om det netop er det, vi som kristne er kaldet til at være.

Pave Johannes Paul II brugte ordene ’dødens kultur’ om de kulturelle strømninger, som han så var på fremmarch i vores tid, og som ifølge ham var i færd med at forandre Europa i en nyhedensk retning. I lighed med sine efterfølgere frygtede Johannes Paul den religionsfjendtlige sekularisme mere end, han frygtede islam.

Ifølge Roy har de konservative partier gennemgående opgivet at kæmpe for kristne værdier, når der dukker testsager op. Det er blevet reglen, at den politiske venstrefløj angriber traditionelle kristne værdier og normer – f.eks. at der skal en mand og en kvinde til at konstituere et ægteskab – mens højrefløjen undlader at føre lovgivningen tilbage, når de senere har magten. Det findes der mange eksempler på i det politiske liv i Europa.

Tre strategier i et afkristnet samfund

Hvilke handlingsrum er der så tilbage for kirken og kristne i et samfund, som synes mere og mere præget af afkristning, både når det gælder lovgivning, samfundsinstitutioner og tilslutning til kristne ritualer?

Strategi 1: Ingen modkultur

For den officielle, norske kirkes del har man tilsyneladende lagt strategien. Her synes det langt på vej, som om man har opgivet at være en modkultur, der forkynder Kristus i pagt med overleveringen. Når formanden for bispemødet, Olav Fykse Tveit, bliver konfronteret med den omtalte måling af gudstro i Norge, svarer han ifølge NTB, at religion og gudstro er meget mere end meninger i en meningsmåling.

Han kommenterede det sådan: ”Det handler om ritualer og forskellige kulturelle udtryk, traditioner, bygninger og meget mere. Der er fortsat 3,7 mio. norske borgere, som er medlem af Den Norske Kirke, og mange af de øvrige trossamfund i Norge er kristne kirker.” Bispemødets formand fremstår ikke ligefrem som evangelisationens og missions talsmand blandt norske kirkeledere.

På tilsvarende vis ser vi ofte, at når de lutherske biskopper forsøger sig med et budskab i den norske offentlighed, handler det helst om politiske spørgsmål – gerne om klima og migranter. De katolske biskopper har ofte en lignende tilgang mange steder i Europa.

Budskabet er også hos katollikkerne ofte diffust, men der er samtidig en forskel. I modsætning til Den Norske Kirke har Den Katolske Kirke ikke i samme grad tilpasset sig presset fra samtidskulturen. Her bliver der fortsat holdt fast ved normer og værdier, som i hvert fald i norsk kontekst, men også i store dele Europa, anses som bagstræberiske og reaktionære.

Strategi 2: The Benedict Option

Roy henviser i sin bog til en alternativ strategi for kristne i dagens samfund, nemlig til det som på engelsk bliver betegnet som ’The Benedict Option’, benedikt-mulighenden. Navnet kommer fra Rod Drehers bog fra 2017. The Benedict Option går ud på, at dagens kristne, som ønsker at bevare troen på Kristus, må erkende, at vi er en minoritet i en nyhedensk og kristendomsfjendtlig verden. Vi må trække os tilbage fra samfundet og bygge vore egne fællesskaber og institutioner. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal etablere klostre i ødemarken som Benedikt af Nursia, der levede i 700-tallet. ’Tilbagetrækningen’ kan gøres på mange andre måder.

Strategi 3: Aktiv generobring

Den tredje strategi er måske mest kendt fra evangelikale miljøer. Den går ud på at arbejde aktivt for en åndelige generobring af samfundet gennem aktiv forkyndelse og ved aktivt at søge ledende stillinger i samfundet med den hensigt igen at præge både samfundet og kulturen. Et typisk træk ved den kristendomsforståelse globalt set er dannelsen af megakirker, som kan give tilhørerne en oplevelse af at være mange og mægtige til trods for nedgangen i antallet af gudstjenestedeltager totalt set.

Olivier Roy skriver ud fra sin position som samfundsforsker og akademiker. Han hensigt er ikke at komme med normative vurderinger og strategiforslag, men at give en nøgtern fortolkning af kristendommens stilling i dagens Europa.  Fremstillingen er essayistisk, og han kommer egentlig aldrig frem til nogen klar konklusion på spørgsmålet, som stilles i titlen: Er Europa kristent?

Det til trods. Det sidste kapitel før konklusionen afsluttes på denne måde: ”Hvis Europa skal blive kristent igen, er der brug for profeter, ikke lovgivere. Men disse profter kan meget vel dukke op på steder, hvor vi ikke venter dem.”

Kilde: Olivier Roy, Is Europe Christian? (London: Hurst & Company, 2019)

Olav Hovdelien er professor i religion, livssyn og etikk ved OsloMet – storbyuniversitetet

Denne kronik har også været bragt i den norske avis Dagen.