Gå til indhold
Er det ikke på tide at snakke med Dansk Oase?

Er det ikke på tide at snakke med Dansk Oase?

Vi kunne berige hinanden langt mere

Fredelig sameksistens er nemt. De passer deres og vi passer vores (ofte sammen med missionsforeningerne). Menigheder, konferencer, sange, institutioner og materialer. De yngre græsrødder netværker lystigt, men formelt kører vi i to parallelle spor, mens vi skeler lidt til hinanden, vogter på vores kæpheste og synes et og andet om de andre. Det er nemt, men blodfattigt. Vi kunne berige hinanden langt mere, end vi gør nu.

I Bramming

Min inspiration er lokal. I Bramming frimenighed har vi stor glæde af at være en sammensat menighed. Medlemmerne har stærke tilknytninger til hhv. missionsforeningerne, Oase, de højkirkelige, reformert tradition og andet, men fællesskabet blandt medlemmerne er ægte og Kristuscentreret. Det skyldes naturligvis Guds godhed(!), medlemmernes velvilje og en moden ledelse af menigheden, som forsøger at være både tydelig og rummelig. Tydelig om menighedens faste ståsteder – og eksplicit rummelig om, at man gerne må være uenig. Tilsæt desuden en lavpraktisk anerkendelse af, at vi ofte bruger forskellige ord om kirken og relationen til Kristus. Bramming er ikke Paradis, men her er godt at være.

Større skala

Dette rige fællesskab kan forstørres i organisatorisk skala. Vi skal ikke lade som om, vi altid er enige, men arbejde med respekt for hinandens forskelligheder. Det handler heller ikke om at omvende hinanden, men berige hinanden. Vi har brug for, at de parallelle linjer mødes. Vi er under et massivt, tavst, ateistisk pres for at aflægge os vores eksplicitte identitet som kristne. Både vi og missionen lider skade, hvis vi tillader os den bekvemme luksus at køre i parallelle spor.

Bytte bytte købmand

Jeg har mange gode relationer og oplevelser med Oase, og jeg har en fornemmelse af, hvordan samarbejdet bl.a. kan berige os:

Oase er fantastisk gode og konkrete til at gøre teologi til praksis. Diakonale, åbne, glædesfyldte fællesskaber får krop både i gudstjenester og hjem. Der er sådan en stemning af, at “det gør vi da bare!”. Det er skønt at være blandt Oasefolk! De er garanteret gode naboer. Her kan vi finde stor rigdom!

Til gengæld kan vi bidrage med en mere eksplicit italesættelse af, hvorfor de egentlig gør alt det gode, de gør. I ELN øver vi os indædt i at formulere Guds dybe sandheder om skabelsen, synden, forsoningen, Gudsriget osv. med ferske og livskraftige ord. Her har vi fat i noget centralt, som ofte forbliver underforstået i den forkyndelse, jeg hører i Oase. Efter et berettiget opgør med Kana’ansprog i forkyndelsen, fornemmer jeg en vis berøringsangst i Oase for at lyde for ”sorte”. Vi har øvet os i at tale vedkommende og omsorgsfuldt om disse grundlæggende ”sorte” sandheder, og her har vi en vigtig eksportvare.

Al denne herlighed forudsætter, at vi snakker sammen. Lad os tage initiativet. Lokalt og organisatorisk. Vi har meget lidt at miste og rigtig meget at vinde.