Ensomhed – et tabu og et kald til kirken

Det breder sig stille men sikkert. Ofrene bliver sjældent kendt, men det er vanskeligere at stoppe end coronavirussen. Dronning Margrethe nævnte det i sin nytårstale, og ungdomsforskere har talt om det i mange år: Vi har et problem med ensomhed i Danmark.  Det er ikke kun ældre, som rammes af ufrivillig ensomhed, men det kendes i alle aldersgrupper ikke mindst blandt unge.

God og dårlig ensomhed

Det er godt for alle mennesker indimellem at være lidt alene med sig selv. “Gå ind i dit kammer og luk din dør,” sagde Jesus engang. “Den, som ikke kan være alene, er ikke egnet til fællesskab,” har den tyske præst Dietrich Bonhoeffer supplerende udtalt. Der er altså en god ensomhed, som er helt nødvendig, hvis vi ikke skal blive alt for overfladiske i forhold til os selv, andre og Gud.

Men den gode ensomhed er normalt selvvalgt og ønsket af os selv.

Anderledes med den ufrivillige ensomhed. Den som vi ikke selv har ønsket, og som vi gerne vil være fri for, men ikke kan komme ud af. Den er ikke god. Den stjæler livsglæden og -modet. Denne ufrivillige ensomhed er et stigende problem i vores land.

Tabu

Det er lidt pinligt at føle sig ensom. Det er på en måde et udtryk for, at man ikke helt har styr på sit sociale liv. Det er jo en oplevelse af, at der kun er få, som vælger en til, og det kan godt røre lidt ved vores selvværd. Derfor tror jeg, at der er flere ensomme, end vi umiddelbart tror. Man går stille med det. Det gælder både i samfundet og i kirken.

Skjult ensomhed

Det er muligt at føle sig ensom, selvom man er sammen med andre mennesker. Den skjulte følelse af ensomhed er, når man nok fysisk er sammen med andre, men uden at tale med dem. Der er tale om parallelle liv uden fællesskab. Det kan forekomme overalt, hvor mennesker mødes – også i kristne forsamlinger.

Men den skjulte ensomhed kan også forekomme, selvom man taler med andre. Når det er uden oplevelsen af for alvor at blive set og mødt som den, man er. Det er måske , når der ikke reelt lyttes til det, man siger. Det kan også handle om, at der aldrig er nogen, som spørger, hvordan man har det.

Den skjulte ensomhed lever i det synlige fællesskab, men er ikke mindre reel af den grund.

Ensomhed blandt kristne

Jeg tror, at der realistisk set er en hel del skjult ensomhed i vores kristne fællesskaber.  Vi tænker måske ikke over det, fordi det netop vedrører nogen, som kommer i fællesskabet. Ensomheden i menigheden kan være mere eller mindre trykkende.

Måske skal vi begynde at snakke lidt om det. Måske skal lave lidt flere arrangementer og aktiviteter, som giver hjælp til at komme ud af den skjulte ensomhed, for når den er ufrivillig, så er den jo ikke så nem at bryde og kan trænge til lidt hjælp udefra. Måske skal vi som enkeltpersoner i de fællesskaber, hvor vi er med, øve os i at bryde ind i andres ensomhed udefra og give dem noget af vores opmærksomhed. Måske invitere dem ind i dele af vores eget liv, for det er også en måde at lægge mærke til andre på.

Paulus opfordrer til en opmærksom og inviterende attitude i det kristne fællesskab med ordene: “Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer” (Rom 15,7). Vi er selv set og taget imod af Jesus, og nu kaldes vi til det samme over for hinanden.

Ensomheds-diakoni

I vores tjeneste for verden er det en side ved diakonien at tilbyde fællesskab til den ensomme. Diakoni er ikke kun for de socialt hårdt belastede. De fleste ensomme i Danmark kan fint klare deres hverdag, og en del tjener måske ligefrem mange penge. Men ensomhed kan man ikke komme til livs med økonomiske investeringer. Der skal mennesker til.

Vi har brug for at nytænke, hvordan vi som kristen menighed kan række ud mod de ensomme i vores lokalsamfund. Kirken har ofte haft suppekøkkener for fattige, men hvilke “køkkener” skal vi lave for at imødekomme ensomhedens sult hos dem, som ofte spiser på restaurant? At give fællesskab til ensomme er ligesom al anden diakoni en måde at vise Jesu kærlighed til mennesker. For nogle kan det blive begyndelsen til at finde hjem til Gud.

Den dybeste ensomhed

Under den ensomhed, som italesættes i medierne for tiden, ligger en dybere ensomhed. Den kan ikke fjernes af noget menneskeligt fællesskab. Inderst inde er vi nemlig alle alene.

Kun en kan være hos os i denne dybeste ensomhed, – Jesus. Han bor ved Helligånden i vores hjerter. Helt derinde, hvor vi ellers altid er alene. Og det fællesskab kan selv det mest ensomme menneske have del i.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights