En sortseers bekendelse

Se verden i øjnene. Fanden findes. Men det gør hans overmand også.

Jeg er en livsglad melankoliker. Jeg elsker at være til. Jeg elsker småstrejf af liv. Jeg bliver varm af aldrende ansigter med minder dybt gemt i rynkerne. En cello kan stryge vand i mine øjne, og jeg tager sjælebad i gode ord. Jeg elsker min familie, den nære og den store. Jeg er daglig fuld af fortrøstning. Men…

Solen står lavt over byen, og et sted dufter skoven krydret af hengemt sommer. Kun skovfogeden nævner, at et påkørt, såret rådyr bliver spist bagfra af ræven.

I Kenya kigger en mor på sin datter, der ikke taler, siden hun kom hjem fra stuepigejob i Saudi-Arabien. Samme dag dør en junkie i en muggen opgang i Düsseldorf. Naboen hører hendes baby græde igen, mens pusheren allerede har spottet en ny kunde i det givtige teen-segment.

Langt herfra lever nogle børn mest af skrald. Og ikke langt derfra på et lysegrønt kontor i Nordkorea når smerten ikke at forlade en far, før fangevogterens had og stav igen rammer hans ryg.

I Korsør kører folk forbi på vej til broen, mens blåligt skær flimrer fra boligblokkens vinduer, hvor børn på skærme ser ting, som selv voksne ikke tåler.

En rugemor får veer og second thoughts, men en deal er en deal. Og alle har vel ret til et barn, siger sygeplejersken over latten med veninderne. Hendes hospital begraver aborter. På andre bliver de pakket ned som affald.

Alle løber hurtigt. På gangene, på job, på bånd. Så bukserne strammer de rigtige steder, og ingen kan se forfaldet. En gammel har fattet pointen og beder om at dø for ikke at belaste.

Så er der tapas. Macron retter slipset i palæet og nipper til champagnen langt fra forstæderne. I Ringkøbing har vi bare tændt op i brændeovnen.

Vi hygger os. Og under os og uden for vinduet raser en malstrøm forbi. Den har flået godheden med sig. Fornuften har længe gurglet sin dødskamp blandt strømmens vragstumper. Sandheden gisper og kan ikke få luft for velment åbenhed mod hvad som helst. Kærligheden fryser, og hvor strømmen har trukket sit spor, står kun egoismen tilbage som pæle i mudder med påmalet MIG, MIG, MIG.

Vi trækker for og rækker ud efter endnu en bid.

For sort? Måske.

Sandt? Måske.

Til tider skal jeg tvinge mig til ikke kun at se det sorte. Men det er der jo, udenfor – og i mig selv. Så må jeg trække gardinet fra. Ikke kun for at se malstrømmen, men for at løfte mit hoved og se ham, som er sandheden og kærligheden og kilden til al godhed i denne verden.

Løft jeres hoved, sagde Jesus, da han talte til disciplene om tidens ende. Hvorfor?

Fordi jeres forløsning nærmer sig, sagde han.

Fanden findes. Døden og alle dens klamme, onde afskygninger findes. Men Jesus vandt over djævel og død.

Det vil jeg glæde mig over. Jeg vil løfte mit hoved, se det i øjnene – og bede til, at mit hjerte fatter det.

Gid jeg også kunne dele det.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights