Gå til indhold
En modkultur til kontrol

Photo by Johannes Plenio on Unsplash

En modkultur til kontrol

Kirken er et fællesskab som er bygget på tillid og gensidig omsorg. Hvor det første jeg tænker ikke er, om det som jeg siger eller gør vil blive misbrugt.

En ny undersøgelse har vist, at flere end 9 ud 10 unge mellem 20 og 34 år har tegnet en forsikring. Det er noget af en forbedring i forhold til blot få år siden, hvor det var op mod hver tredje som ikke havde en indboforsikring. Det er godt at unge tager ansvar for deres liv og ikke bare lader stå til.

Nu var der så bare lige det, at ovenstående nyheden landede midt i min morgenmad sammen med den voksende panik omkring GDPR – den ny persondata-forordning, som træder i kraft i dag. Virksomheder og foreninger med ansvar for persondata er mere eller mindre gået i selvsving over udsigten til store bøder for ikke at overholde den nye forordning. For hvordan gør man det rigtigte og hvordan kan den enkelte borger være sikker på at Facebook og andre lyssky foretagener ikke misbruger personers data ?

Styret af frygt

Fælles for de to nyheder er ønsket om kontrol og det at kunne sikre sig mod misbrug. Og det er selvfølgelig godt og fornuftigt at forsikre sig og sikre sig. Det er også klogt at køre med cykelhjelm og det har jeg efterhånden selv vænnet mig selv til at gøre. Men der er altså noget der nager. En fornemmelse af, at vi på flere områder lader os styre af frygt for fremtiden og frygt for at der er nogen som vil os det ondt. At det er mistillid og ikke tillid, der er blevet den primære impuls, når vi forholder os til omverdenen.

Evangeliet sætter fri

Hvis det er tilfældet, så er det måske på tide, at vi standser op og ikke bare lader os drive med strømmen. For mere kontrol, flere samtykke-erklæringer og privatlivs-politikker bringer os hverken nærmere på hinanden eller nærmere på evangeliet. Jesus kom for at sætte os fri fra alt det som binder os. Vi skal ikke miste livsglæden på grund af frygt eller bekymring, men nøjes med at bekymre os for det som hører denne dag til.

Modkultur

Kirker og kirkelige foreninger er naturligvis også underlagt den nye Persondatalov, for vi lever i denne verden. Men vi må samtidig gerne signalere en modkultur, for Kirken er forskellig fra verden. Vi vil et fællesskab som er bygget på tillid og gensidig omsorg. Hvor det første jeg tænker ikke er om det som jeg siger eller gør vil blive misbrugt.

Kirken har et andet budskab til verden end øget kontrol, nemlig et budskab om, at kærligheden sætter fri. Guds kærlighed sætter os fri til at leve i tillid til Hans omsorg og nåde. Og Guds kærlighed sætter os fri til at elske og tjene min næste uden at forvente noget til gengæld.