Gå til indhold
Drop be-be og undskyld

Drop be-be og undskyld

Lad os ikke stå med hatten i hånden med de holdninger, vi har i f.eks. denne sag og sige: Be-be og undskyld, at vi mener, som vi gør... Væk med det!

Forleden var jeg på en hyggelig rundvisningstur i miljøerne omkring Folkets Hus, Bumzen og Ungdomshuset i Nordvestkvarteret.

Udenfor Ungdomshuset stod der et skilt med stedets 5 grundregler: Ingen racisme, ingen sexisme, ingen homofobi, ingen heterosexisme, ingen vold, ingen stoffer. Svært at være uenig. Bortset fra et enkelt ord, som jeg tillod mig at studse højlydt over: ”heterosexisme”.

Det handler om at forstå, at heteroseksualitet ikke accepteres som norm, fordi det derved taler magtens sprog, fik jeg at vide. Hvortil jeg blandt andet svarede, at jeg da håbede, at jeg kunne træde indenfor med en modsat opfattelse af sagen og tale frit og åbent om det, hvis det skulle komme dertil – som en del af åndsfriheden i dette land. Svaret var, at jeg nok burde holde meget lav profil med idéen om, at heteroseksualitet repræsenterer normen og normaliteten.

Det gav mig associationer til ELN-konferencen fornylig i København, hvor svenskeren Olof Edsinger udfoldede det, han har skrevet om i sin bog ”Når minoriteten tager majoriteten som gidsel”.

Her må der ikke ytres noget, der taler for heteroseksualitet som normaliteten. Nej, vi er alle underlagt normløsheden. Men det er jo komplet selvmodsigende, for det er jo bare en ny norm.

Bogtitlen rummer en meget vigtig pointe. Som jeg netop oplevede ved Ungdomshuset. Her må der ikke ytres noget, der taler for heteroseksualitet som normaliteten. Nej, vi er alle underlagt normløsheden.

Men det er jo komplet selvmodsigende, for det er jo bare en ny norm.

Det minder om postmodernitetens opløsning af enhver absolut sandhed – som præsenteres som en absolut sandhed.

Det rev også i mine ører, at der var denne mangel på åndsfrihed i et miljø – ret overvejende autonomt – som netop har plæderet for og til dels fysisk kæmpet for frihed i samfundet. Her lugter det pludselig af noget helt andet end frihed.

For nu at pudse glorien lidt: Kunne man forestille sig, at vi i et kristent fællesskab, i en kirke ville afvise ytringer fra mennesker, der kom indenfor, som gik lodret imod det, vi tror på i kirken? At vi simpelthen ville bede dem holde lav profil med disse holdninger, så længe de var inde hos os? Aldrig! Det ville nærmest være absurd at tænke i den retning.

Nå, måske er det almindeligvis klogest i disse blogs at skrive noget, der først og fremmest udfordrer os selv. Her har jeg rettet skytset mod andre end os selv. Men jeg måtte bare lige af med lidt galde, fordi jeg ærlig talt synes, at vi er ved at nå en grænse i vores samfund for hensynet til minoriteten, som efterhånden er blevet til majoritetens gidseltagning.

Lad os for alt i verden ikke stå med hatten i hånden med de holdninger, vi har i f.eks. denne sag og sige: Be-be og undskyld, at vi mener, som vi gør, og vi håber, vi må får lov til at være her… Væk med det!

Og så vil jeg følge det op med dette lille opråb: lad os for alt i verden ikke stå med hatten i hånden med de holdninger, vi har i f.eks. denne sag og sige: Be-be og undskyld, at vi mener, som vi gør, og vi håber, vi må får lov til at være her… Væk med det! Lad os ranke ryggen, tale frit frem, med stor kærlighed til alle minoriteter og med stor og ligefrem og udtalt sans for, at der findes normalitet og unormalitet og med frejdig fastholdelse af den gudgivne virkelighed. Også i et samfund, der mere og mere falder på halen for minoritetens magt over majoriteten, så vi tilsvarende skubbes ud i unormalitetens (…) hjørne .