Går man ind på hjemmesiden ”Læger for aktiv Dødshjælp” kan man finde en detaljeret opskrift på selvmord
Lad mig komme med en profeti. Som der skal meget mindre end profetisk gave til, for at komme med.
Det næste store teologiske skred i folkekirken bliver af etisk art og kommer til at dreje sig om aktiv dødshjælp.
Diskussionen er i fuld gang i samfundet. Den folkelige stemning har vendt sig til fordel for aktiv dødshjælp. Politikerne ryster på hånden. Også de er ved at være bløde. Når folket vil, så vil politikerne også.
Kristeligt Dagblad har sat fokus på det i det seneste med opmærksomheden rettet mod den gruppe af læger, der kalder sig for ”Læger for aktiv dødshjælp”.
En bror til en af disse læger tog for nylig sin bror i forsvar i avisen. Han forsøgte at få læseren til at forstå, at aktiv dødshjælp er et udtryk for humanitet. Modstand mod aktiv dødshjælp er derimod udtryk for sort, uddateret kristendom
I samme ombæring appellerede han til præster og biskopper om deres forståelse for dette, al den stund de jo – de fleste af dem – ikke længere tror ligefremt på Gud og Djævel, Himmel og Helvede.
Appellen er interessant. Den har set noget rigtigt, nemlig at når god gammeldags normalkristendom går tabt, er der noget andet, der går tabt – fornemmelsen for de etiske absolutter. Når Gud udvikler sig – hvad han gør ifølge den tidstilpassede kristendom – så forsvinder Gud som et absolut og i kølvandet af det også Guds absolutte skel mellem godt og ondt.
Det sunde instinkt
Deraf kommer også ovennævnte profeti: En bred skare af folkekirkelige aktører vil ret hurtigt tilpasse sig og i et eller andet omfang finde aktiv dødshjælp etisk forsvarligt.
Vi er der dog ikke endnu, og lad ikke dette blive en selvopfyldende profeti. Gid det sunde instinkt tværtimod må vækkes for alvor, så vi slipper for det, som vil være intet mindre end et kæmpe civilisatorisk skred.
Og dermed også sagt, at ovennævnte avisskribent tager fejl, når han tror, at man ret beset kun kan være modstander af aktiv dødshjælp, hvis man tilslutter sig klassisk normal-kristendom.
Modstand mod aktiv dødshjælp formuleres stadig af adskillige mennesker langt ud over rækkerne af dem, der vil vedkende sig en sådan kristendom. Ganske enkelt fordi det sunde instinkt fortæller, at humaniteten er på spil. Menneskeværdet er helt afgørende på spil. De langsigtede følger af aktiv dødshjælp er et kynisk menneskesyn, som sætter menneskets nytteværdi højest. Hvis det bedste vi har at tilbyde syge, bange og trængte mennesker er aktiv dødshjælp, så er menneskeligheden stærkt på retur.
Det frie valgs fængsel
Man taler om retten til frit at kunne vælge at leve eller ej. Men når først muligheden for aktiv dødshjælp er etableret, underkastes vi det skjulte pres, der opstår ved, at muligheden for eutanasi overhovedet findes. ”Det frie valgs fængsel” kalder blandt andet overlæge Ole Hartling det.
De svageste og sygeste i blandt os er grænsevogterne for vores humanitet. Ofrer vi dem i humanitetens navn, har vi ofret vor humanitet, og vi står selv som de næste i køen. For der er principielt ingen grænser længere.
Opskrift på selvmord
Går man ind på hjemmesiden ”Læger for aktiv Dødshjælp” kan man finde en detaljeret opskrift på selvmord. Opskriften afsluttes med følgende ord: ”Nogle ønsker som ekstra sikkerhed at trække en plasticpose over hovedet, men det kan ikke alle gennemføre. Hvis du kan, så husk at posen skal lukkes om halsen med en gummiring.”
I Bille Augusts film Stille Hjerte får vi den sædvanlige ”smukke” fremstilling af aktiv dødshjælp i form af familien, der samles om moderen for sidste gang, og efterlader hende med et glas piller. Følelsesfuldt, værdigt, menneskeligt, i smukke billeder. Gad vide, hvordan scenen – og hele filmen – ville have taget sig ud, hvis familien havde efterladt Ghita Nørby med en plasticpose og en gummiring og en besked om, at hun skulle huske at lukke posen godt til? Det ville have været en mere ærlig og sand film. For det er jo det, der er på spil – aktiv dødshjælp, som er en eufemisme for mord.
