Gå til indhold
Det ene nødvendige

Det ene nødvendige

Jeg begik en synd, og det gik op for mig, hvad det i virkeligheden er. Jeg blev bange – og tørstig!

For ikke så lang tid siden fik jeg sådan brug for at blive tilgivet af Gud. Ja, jeg ved godt, det lyder helt urutineret. Jeg burde være forbi det punkt i min udvikling for længst, ikke?

Men jeg begik en banal synd, og min reaktion var for en gangs skyld ikke ligegyldighed, vag skyldfølelse eller en hurtig bøn og så: videre. I stedet skød erkendelsen som et lyn gennem sjælen og oplyste, hvad der lå under banaliteten. At synd ikke bare er noget, der sker med mig, men noget, mit gamle jeg vil. Det var klamt …

Stanken fra afgrunden

Jeg kunne lugte stanken fra fortabelsens afgrund. Mærke heden fra Guds flammende vrede. Blev grebet af skam. Havde lyst til at flygte. Nærmest dø. Samtidig med, at jeg fik et voldsomt behov for tilgivelse. Intet andet.

‘Gud, efter dig jeg længes, når jeg af synden trænges’. Paradoksalt, men sandt.

Lige dér følte jeg mig ikke bedre end nogen andre; dem, der udvander Bibelens budskab; dem, der promoverer en ukristelig seksualetik; dem, der hader fremmede; eller dem, der er selvgode for andres penge; for bare at nævne nogle få af dem, jeg plejer at se hen til for at få det bedre med mig selv.

Lige dér havde jeg ikke brug for skarpe samtidsanalyser eller profetiske budskaber til kirken og tiden. Lige dér kunne jeg ikke bruge min egen indsigt eller indsats til noget. De vendte sig i stedet imod mig: Hvordan kan du ævle løs om rigtigt og forkert for andre, når du selv er en lille beskidt snyder og løgner? Hykler. Hykler.

Hvad gavner det et menneske at vinde andre kristnes anerkendelse, hvis han må bøde med sin sjæl?

Forgæves søgen

Jeg søgte ivrigt efter blogs, prædikener, artikler, som kunne give mit hjerte det ene nødvendige: Tilgivelse. Der var masser af gode temaer. Ingen af dem handlede om det, jeg følte som det ene nødvendige (Luk 10,41-42).

Så vendte jeg mig direkte til Gud og hans ord, og han var ikke sen til at svare. Bibelen er rig på ord om nåde og tilgivelse. Et af dem fik jeg straks efter på sms, som et akut-svar fra min himmelske forbeder: ‘På grund af Jesu død blev alle vores synder tilgivet, og vi blev alle erklæret skyldfri’ (Kol 1,14).

I mit hoved gik en sangen i gang: På grund af Jesu blod/ har vi nu frimodighed/ til at gå lige ind/ i det allerhelligste sted … ind i den højestes nærhed.

Det var, som om en lem åbnede sig i mit sind. Der viste sig en ny og dybere dimension af denne lovligt enkle sang med den lidt kitchede melodi: Jeg så blodet. Skammen. Gruen. Helvede og kærlighed.

Den virkelighed, teksten beskriver, fik tone, farve, saft og kraft. Jeg drak dybt af den …

Du er tilgivet

Jeg skal undtagelsesvis forsøge at undgå at fremhæve min oplevelse som et forbillede. Jeg er ikke et eksempel til efterfølgelse. Men jeg fik nogle tanker på bagkanten, som jeg gerne vil dele her.

Vi har forskellige måder at reagere på følelsesmæssigt, og der kan komme noget usundt ind over at dyrke skyld og skam. Alligevel spørger jeg mig selv om, hvorvidt jeg og vi tager synden lige så alvorligt som Jesus gjorde? Han sagde som bekendt, at det var bedre at lemlæste sig selv end at synde (Mt 5).

Mente Jesus, hvad han sagde? Og hvis ja, hvad var det, han vidste om synden, som vi ikke sanser?

Dernæst: Jeg er meget for samtidsanalyser, profetiske opråb, undervisning om det kristne liv og meget, meget andet. Jeg er ikke ude i et ærinde om, at ‘vi skal bare tale om synd og nåde’. Men … min forgæves søgen – på nettet, blogs mv. – var et wake up call for mig selv, hvis ikke for andre:

Er der et eller andet sted et symptom på en teologisk ‘Martha-mentalitet’? En indikation af, at synden er blevet abstrakt, upersonlig, banal og ligegyldig? At nåden ikke er dyr og dyb for os, så vi ikke har en trang til at formidle det helt centrale?

Får jeg, får vi, hyppigt, klart, personligt, levende og frigørende formidlet det ene nødvendige – fra én åndelig tigger til en anden?

Når man kommer i syndenød, er der ikke andet, der duer: Hvis du bekender dine synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver og renser dig for al uretfærdighed.

En gang til: Du er tilgivet. Jesu blod renser dig for al synd. Nu og i evighed. Punktum, amen, slut!