Gå til indhold
Den er gal med ungdommen nu til dags…

Den er gal med ungdommen nu til dags…

Som altid er unge udfordrende, nysgerrige, usikre og uerfarne. De vil forandre verden og gøre den til et bedre sted. Og de har brug for forbilleder og mentorer.

Anna Kiel Rughave er ny blogger hos ELN. Hun er idehistoriker og arbejder som KFS-sekretær i Aarhus. Læs hendes første blog her: 

Den er gal med ungdommen nu til dags…

Sådan sagde de gamle grækere, og det siges stadig i dag. Som altid er de unge udfordrende, nysgerrige, usikre og uerfarne. De vil forandre verden og gøre den til et bedre sted. Men alt flyder, og som altid har de brug for forbilleder og mentorer, som vil vandre sammen med dem.

Men hvordan?

Hvem er de?

Som det nok har været til alle tider, så vil unge tages alvorligt. Og med rette. Med fare for at generalisere for meget, så vil jeg sige, at jeg oplever mine KFS’ere som kompetente, handlende, ansvarsfulde og bevidste, nysgerrige og vidende. De bevæger sig i så mange forskellige arenaer og tænker knap så meget i fløje og kasser. (På akademisk kan man sige, at de føler sig hjemme i en dialektisk måde at forstå verden på, hvor syntesen altid må kontekstualiseres — undskyld!)

Man skal stå tidligt op om morgenen for at diskutere med dem. De kigger på kildehenvisningerne, og letkøbte svar giver de ikke meget for. Dét er det postmoderne mindset: intet kan tages for givet, alt skal efterprøves.

Jeg mener faktisk ikke, vi skal begræde den postmoderne verden, unge lever i, men omfavne den som et vilkår. Men det er svært at få fast grund under fødderne, og den tid er forbi, hvor man troede, at det er muligt. Spørgsmålet er da, hvordan unge i dag alligevel kan slå rødder i en tid, hvor vi er hensat til – som Hannah Arendt siger – at tænke uden gelænder.

Mellem gamle perler, gode intentioner og dets konsekvenser

På den anden side er der en grund til, at tidligere tider bliver udfordret. Tænkning, kæpheste og beslutninger, som blev til ud af de bedste intentioner, kan også have utilsigtede konsekvenser. Sådan er det, og det må enhver generation være villig til at indrømme og tage ansvar for.

Alt var ikke bedre i gamle dage, men som idéhistoriker ved jeg, at der er skønne perler i vores kulturhistorie. Der er gods og gaver i gamle indsigter, som er utroligt relevante i dag. På den anden side er der en grund til, at tidligere tider bliver udfordret. Tænkning, kæpheste og beslutninger, som blev til ud af de bedste intentioner, kan også have utilsigtede konsekvenser. Sådan er det, og det må enhver generation være villig til at indrømme og tage ansvar for.

Som KFS-sekretær oplever jeg blandt andet følgende udfordringer i mit arbejde: I sjælesorgsrummet sidder jeg nogle gange med unge, hvor jeg oplever, at nogen må have forsømt deres seksualundervisning, og at andre har forvirret de unges syn på videnskab.

Gode folk oprettede uddannelsesinstitutioner ud af et ønske om bibeltroskab, som desværre i praksis har betydet, at kvinder stort set er blevet skubbet væk fra og ikke har modet til at deltage i teologiske diskussioner på “højrefløjen”. En kompliceret historie om nye karismatiske bevægelser i fortiden har slået skår i vores kirker, bevirket uheldige konsekvenser for unge forkyndere og besværliggjort tværkirkeligt samarbejde, fordi brødre aldrig har forliget sig med hinanden. Vi skal rydde op i gemmerne, pudse arvesølvet, reparere det, som er gået i stykker og smide det ud, som viste sig ikke at holde.

Så kære bedsteforældre, forældre, onkler og tanter i troen…

Tak, for alt det gode gods, I både har bevaret og tilført, og som vi mærker velsignelsen af i dag. Tak, for at I deler ud af jeres viden, og at I også kender til grænserne for den. At I viser, at I også kan ændre mening, kan lære noget nyt og kan tage fejl.

Tak, for den tid I tager til at være i samtale med unge mennesker, og tak, når I udviser villighed til virkelig at vandre med dem, og når I ikke pådutter dem jeres erfaringer, jeres kæpheste eller jeres uløste konfliker. Det har jeg oplevet, og det har betydet usigeligt meget. Tak, for alt det gode gods, I både har bevaret og tilført, og som vi mærker velsignelsen af i dag. Tak, for at I deler ud af jeres viden, og at I også kender til grænserne for den. At I viser, at I også kan ændre mening, kan lære noget nyt og kan tage fejl. Her viser I integritet og ydmyghed, og det er lige præcis den slags forbilleder, som jeg oplever, unge i dag har brug for.

Vi skal være ydmyge medvandrere. Jeg mener ikke at hvad de har brug for yderligere fasthed, flere dogmer og grænser, manifester om dit og dat eller ideologi. De har brug for trofaste forbilleder, der tør teste alt sammen med dem, for så at holde fast ved det gode og slå rødder i noget, der kan holde.
I stedet for at genopbygge gelænderet, skal vi så ikke stabilisere dem i deres vandring ved at tage dem i hånden i gensidig respekt?